Politikere vil have unge fra Vollsmose til stemmeurnerne
17-02-2011 | Rundt i Vollsmose
Ny-Dansk Ungdomsråd står bag en kampagne, der skal få flere nydanskere til at stemme ved næste folketingsvalg. En bred vifte af politiske ungdomsorganisationer deltager i kampagnen, der bl.a. vil fokusere på Vollsmose i Odense.
Ved sidste kommunalvalg stemte unge nydanskere markant mindre end jævnaldrende med etnisk dansk baggrund. På den baggrund har Ny-Dansk Ungdomsråd iværksat kampagnen ’Vores land, vores valg’, der skal inspirere flere unge nydanskere til at stemme ved det kommende folketingsvalg.
Første arrangement i Vollsmose Kulturhus løber af stablen på lørdag d. 19. februar fra 15-19 hvor lokale folketingskandidater og politikere fra 6 forskellige partier vil gå i dialog med unge mennesker fra Vollsmose. Målet er at de unges synspunkter og udfordringer skal inddrages i valgkampen.
Politikerne må komme til de unge
Tanken bag kampagnen er at få de unge til at føle ejerskab over deres hverdag og derfor også over folketingsvalget.
"Danmark er vores land og Folketingsvalget er derfor vores valg. Især de unge skal være en del af debatten, for det er jo vores fremtid der står på spil. Hvis de unge ikke vil komme til politikerne, må politikerne komme til de unge. Det er det, vi forsøger at gøre med vores kampagne på Facebook og vores arrangement her i Vollsmose," siger Inaam Abou-Khadra der er bosat i Vollsmose og medlem af Ny-Dansk Ungdomsråd.
Kampagnen ’Vores land, vores valg’ er lavet af Ny-Dansk Ungdomsråd. Arrangementet i Vollsmose er støttet af SF Ungdom, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Radikal Ungdom, Venstres Ungdom, Socialistisk Ungdoms Front og Liberal Alliance Ungdom.
FAKTA:
Valgdeltagelse i procent ved kommunalvalget i Odense 2009
Etniske danskere: 66,8
Indvandrere: 48,4
Efterkommere: 36,8
Kilde: Bhatti, Yosef og Hansen, Kasper Møller: Valgdeltagelsen ved kommunalvalget 17. november 2009.
MERE INFORMATION:
www.ny-danskungdomsråd.dk eller facebook.com/nudansk

Skriv din mening
Der er ingen kommentarer endnu.
|