
Lejere er interesserede i handlemuligheder, offentlig transportmidler og gode skoler.
18-05-2011 | Rundt i Vollsmose
Ud af Danmarks 554.302 almene boliger står der pr. 1. april 2011 blot 3137 ledige. Det er desværre en lille stigning, og en stigning der har været konstant siden december 2010 (kilde: www.lbf.dk). Det er heldigvis ikke tilfældet i Vollsmose.
I Vollsmose mærker man ikke meget til det stigende antal tomme boliger, som Landbyggefonden registrere. I OAB (Odense AndelsBoligforening) har man kun ledige lejemål i Bøgeparken og således alt udlejet i Lærkeparken og Slåenhaven.
Hos FAB (Fyns almennyttige Boligselskab) kan man også fastslå, at det pt. kun er muligt at få sig en lejlighed på Vollsmose Alle. På hverken Kertemindevej eller Åsumvej har man problemer med at leje ud.
- Vi har 5-7 boliger i Egeparken, fortæller Jens Pilholm, direktør for Boligforeningen Højstrup.
- Generelt har vi tynde ventelister til boligerne i Egeparken, men alligevel over de seneste måneder har vi langsomt kunnet nedbringe tomgangsboligerne. For så vidt angår Granparken og Hybenhaven er der ikke udlejningsproblemer, og der har heller ikke været det tidligere, slutter han.
Udkantsdanmark er hårdest ramt
Ser man på de 8-10 største danske byer, Odense indbefattet, mærker man ikke meget til stigningen af ledige boliger. Michael Thorberg, pressechef hos BL - Danmarks almene boliger, forklarer det således:
- Der er klart en sammenhæng i mellem erhverv, beskæftigelse og infrastruktur. Vi ser tydeligt, at de fleste ledige almene boliger ligger i det såkaldte "udkantsdanmark". Her byggede man i sin tid boliger i nærheden af store industrivirksomheder, som nu er rykket enten til Østeuropa eller til Kina. Det efterlader en mængde ledige boliger. Enkelte steder, som f.eks. på Nordals, har man besluttet at rive disse bygninger ned og bygge helt nye, der står mål med de krav som almene boliglejere har i dag.
Ghetto label intet problem
Omkring hovedstaden er der stor efterspørgsel efter de almene boliger, der ligger i pendlerafstand til København. Det samme gælder for andre storbyer i Danmark, hvor virksomhederne typisk er beliggende, også Odense.
- Det, der betyder noget for den enkelte lejer er, at der er gode skoler i området, at boligen er af en ordentlig standard, og at infrastrukturen og de offentlige transportmidler er gode, fortæller Michael Thorberg.
- Så ofte betyder det ingenting, at boligområdet ligger på regeringens ghettoliste. Der er andre ting, der er mere vigtige.