26-09-2011 | Kultur og sport
Fra den 1. oktober 2011 udsteder Tarup og Vollsmose biblioteker også pas og NemID og vejleder Odenses borgere i digital selvbetjening på nettet. En gevinst for alle mener både BorgerServiceCenter og Odense Centralbibliotek
Når Tarup og Vollsmose biblioteker den 1. oktober slår dørene op, er det ikke til en helt almindelig lørdag. Det er nemlig første dag med et helt nyt bibliotekstilbud, der blandt andet gør det muligt for borgerne i Odense at få lavet pas på de to biblioteker.
Bibliotek og borgerservice
Det nye tilbud på Tarup og Vollsmose biblioteker har fået navnet ’Borgerservice Light’, og som det fremgår af navnet, er det de lettere borgerserviceopgaver, som borgerne fra den 1. oktober kan få hjælp til på biblioteket, herunder blandt andet vejledning i digital selvbetjening på nettet, udstedelse af pas og NemID.
- Borgerservice Light ligger i naturlig forlængelse af de tilbud, biblioteket i forvejen yder til vores mange besøgende. Biblioteket er mest kendt for at formidle kultur og viden, men borgerne bruger i stigende grad også biblioteket til at få hjælp og vejledning på det digitale område. NemID er nøglen til mange af de nye digitale muligheder. Og vi tager gerne pas-opgaven med i købet, hvis det kan aflaste vores kolleger i BorgerServiceCenter, som vi har et rigtig godt samarbejde med, lyder det fra siger Peter Thomsen, publikumschef på Odense Centralbibliotek.
Gevinster for alle
Når Borgerservice Light er implementeret, satser både Odense Centralbibliotek og BorgerServiceCenter på gevinster på alle fronter. Borgerne får flere steder at gå hen, når de har brug for hjælp. Biblioteket kommer i kontakt med nye borgere og dermed potentielt nye brugere. Og BorgerServiceCenter får mere luft til at betjene borgere med komplicerede problemstillinger.
- Det var en stor succes, da borgerne kunne brevstemme på tre af byens biblioteker til valget den 15. september, og vi satser på samme succes med Borgerservice Light. Borgerservice på biblioteket øger borgernes mulighed for fleksibilitet og vil forhåbentlig med tiden lette presset på Skulkenborg, siger Lone Sunesen, driftschef i BorgerServiceCenter.
Disse borgerserviceopgaver løser biblioteket
Borgerne i Odense kan fra den 1. oktober bl.a. få hjælp til følgende borgerserviceopgaver på biblioteket:
Vejledning til digital selvbetjening på nettet
Opskrivning til institutionsplads + friplads på nettet.
Hjælp til at bestille sundhedskort (skifte læge + blå sygesikring) på nettet
Vejledning til www.borger.dk
Hjælp til at finde og hente blanketter/e-blanketter
Vejledning i forbindelse med flytning
Udstedelse af pas
Udstedelse af Nem-ID
Borgerservice Light på biblioteket er kendetegnet ved at være hjælp til selvhjælp inden for de lettere borgerserviceopgaver, det vil sige opgaver, som ikke indebærer sagsbehandling, og i hvilke der ikke skal udøves skøn og træffes afgørelse. Borgerserviceopgaver af tungere karakter foregår fortsat på Skulkenborg.