Odense Bys Museer vil spørge Vollsmose om råd
31-03-2011 | Kultur og sport
I sensommeren 2012 vil det nye Møntergården blive indviet. Udbygningen af museet i Overgade er netop gået i gang.
I forbindelse med byggeriet skal der nedlægges en grundsten. I denne grundsten skal der nedlægges en zinkkiste, som skal fungere som en tidskapsel, der skal fange livet i Odense i dag.
I denne kiste skal der være 20 genstande, som skal udvælges igennem en række interviews med fokusgrupper.
Borgernes museum
- Vi vil gerne have, at alle typer borgere bidrager til projektet. Det nye museum skal være borgernes museum, fortæller projektudvikler Anneken Appel fra Odense Bys Museer.
- Vollsmose udgør en kulturel mangfoldighed, så vi vil gerne høre en gruppe af beboere fra Vollsmose om, hvilke genstande, de synes, der bør nedlægges i zinkkisten. Ud over en fokusgruppe med beboere fra Vollsmose vil vi interviewe fokusgrupper med personer tilknyttet dagscenter, skole, virksomhed og fan-klub.
Ting fra hverdagen
De 20 genstande vil på baggrund af interviewene blive udvalgt fra en liste på omkring 100 genstande. Eksempelvis kan en mobiltelefon, en knop fra en gearstang eller et hjul fra en rullator blive valgt som genstande, der engang langt ude i fremtiden skal fortælle om livet i Odense anno 2011.

Skriv din mening
Der er ingen kommentarer endnu.
|