Nystiftet filmfestival på Mulernes Legatskole
09-05-2011 | Skole og arbejde
Torsdag 12. maj afholder Mulernes Legatskole for første gang i skolens lange historie en filmfestival, Mulernes Film Awards.
Planen er, at festivalen skal blive et årligt arrangement, hvor skolens medieelever får mulighed for at vise de produktioner, som de har lavet i løbet af året. Filmene består af nogle udvalgte 3.g –eksamens-produktioner, men også nogle udvalgte 2.g-produktioner vises. Nogle af produktionerne er lavet i samarbejde med Odense Filmværksted.
En hyldest til kortfilm
En meget kompetent jury vil bedømme produktionerne i forskellige kategorier, som for eksempel bedste film, bedste idé, instruktion, teknik med mere, foruden den specielle publikumspris. Formålet med festivalen er imidlertid ikke at gøre filmproduktionen på Mulernes Legatskole til en konkurrence, men derimod at hylde de mange kortfilm, Mulernes hvert år producerer, samt deres skabere. Altså er festivalens formål, kort fortalt, at hylde filmmediet som en kunstart.
I år består juryen af Mette Bihl fra Odense Filmværksted, Jakob Adolfsen (tidligere elev på Mulernes Legatskole og instruktør bag den prisbelønnede kortfilm ”Manden i Røret”) samt skuespiller Claus Riis Østergaard.

Skriv din mening
Der er ingen kommentarer endnu.
|