Minister om PISA rapport: Det er for dårligt!
04-04-2011 | Skole og arbejde
Trods ti års særlig indsats kan hver tredje 15-årige med indvandrerbaggrund reelt ikke læse dansk, viser nedslående PISA-rapport. Drop undskyldningerne og tag ansvar for dine børns skolegang, lyder undervisningsministerens opsang til de voksne.
Der er stor rådvildhed i den PISA-rapport om indvandrerbørns skolefærdigheder, som blev offentliggjort i går.
Trods ti års debat, millioner af kroner til området og politiske særtiltag er op mod halvdelen af de 15-årige med indvandrerbaggrund stadig ude af stand til at læse og forstå dansk på det niveau, der kræves på en ungdomsuddannelse.
Nu må og skal forældrene derfor tage mere ansvar, lyder opsangen i en pressemeddelelse fra undervisningsminister Troels Lund Poulsen ( V).
Aktive forældre øger børns skolekundskaber
Han hæfter sig ved rapportens konklusioner om en stærk sammenhæng mellem børnenes danskkundskaber og forældrenes aktiviteter:
-Det er helt utilstedeligt, at vi i en undersøgelse som denne ser forældre, der kobler helt af. Vi skal turde sige til forældre med anden etnisk baggrund, at vi stiller krav om, at de engagerer sig i og bakker op om deres børns uddannelse, siger Troels Lund Poulsen i meddelelsen.
Rapporten konstaterer, at ledere på folkeskoler med få tosprogede elever udsættes for et konstant ambitionspres fra børnenes hjem, men på skoler med over 60 procent tosprogede oplever skolelederne stort set ingen boglige krav fra forældrenes side. Rapporten konstaterer også, at hjem med højtlæsning producerer bedre læsere. Højtlæsende forældre kan således betyde en forskel i læsekundskaber, som svarer til et års skolegang.
- Jeg har ikke mulighed for at lave lovgivning for forældre. Men jeg har mulighed for at give en holdningsmæssig opsang til de forældre ved at sige: Det kan godt være, at man har svært ved at tilegne sig det danske sprog, når man er kommet til Danmark, men det er altså ingen undskyldning for, at man ikke sætter sig ned og sørger for, at ens børn læser i fritiden, og at de prioriterer deres lektier, siger Troels Lund Poulsen.

Skriv din mening
Der er ingen kommentarer endnu.
|