Få gode sparetips på Miljøpletten
26-10-2011 | Helhedsplanen
Af Henrik Borup Nielsen, Fællesdrift
Bader dine teenagere i halve timer ad gangen? Er der fugtpletter på loftet? Løber elregningen løbsk? Energiforbrug koster penge, og det belaster miljøet. Så prøv at besøge Energi- og Miljøinformation på Vollsmose Bibliotek - eller ’Miljøpletten’, som den også kaldes. Her giver miljøambassadørerne gode råd, som giver dig bedre råd til alt det andet.
Hver mandag mellem klokken 13.00 og 15.00 åbner Miljøpletten på biblioteket. Her kan alle interesserede komme forbi og få en snak med en miljøambassadør eller se en af de mange videoer med sparetips og gode råd om miljø.
I høretelefonerne kan man vælge mellem dansk, arabisk, somalisk og engelsk. Videoerne fortæller, hvordan man sparer på el, vand og varme, og hvordan man undgår ildebrande og andre ulykker.
Det gør man blandt andet ved at sørge for, at det ikke flyder med affald, gamle møbler og vasketøj på opgange og i kældre. Affaldet øger nemlig brandfaren og forhindrer redningsfolkene i at komme frem.
På Energi- og Miljøinformation på Vollsmose Bibliotek kan man hver mandag få gode sparetips. Foto: Fadumo Ibrahim
Vejledning du kan bruge
Mange nysgerrige børn og unge kommer forbi Miljøpletten efter skoletid. Så foreslår miljøambassadøren ofte at lave en beregning på deres vandforbrug.
Mange, især teenagere, står længe under bruseren om morgenen. Hvad kan de egentlig spare på at begrænse morgenbadet til fem minutter? Svaret overrasker de fleste. Det er ofte flere tusind kroner, der kan spares om året i en familie.
Giv dit hjem et energitjek
Siden foråret 2010 er mange borgere i Vollsmose kommet forbi Miljøpletten. De gode råd er lige til at tage med hjem og sætte ind på bankbogen: Sparer man på energien, kan det ses på husholdningsbudgettet.
Men det er ikke altid til at vide, hvad det er, man skal spørge om. Derfor er der også mulighed for at få hjemmebesøg af en miljøambassadør, der kan give lige netop den inspiration og vejledning, som du har brug for.
Hvis du vil høre mere om, hvad der skal til i lige netop dit hjem for at spare på varmen, få et bedre indeklima eller vedligeholde dine hårde hvidevarer, så ring til Fællesdrift på 6610 1433 og lav en aftale med din egen miljøambassadør.
FAKTA:
Miljø- og Energi-information på Vollsmose bibliotek er åben hver mandag kl. 13.00-15.00
Få besøg af en miljøambassadør - ring til Fællesdrift på 6610 1433.
Projektansvarlig: Randi Bang Rønning, mail til rbr@vollsmose.dk

Skriv din mening
Der er ingen kommentarer endnu.
|