Mahmoud Daoud var i år inviteret til at holde grundlovstalen på Ærø Kunsthøjskole. Vollsmose.dk har med tilladelse fået lov til at bringe talen.

Tak for invitationen. Jeg er beæret over at være en af de udvalgte, der har fået lov til at bruge dagen på at tage temperaturen på demokratiet og integrationen i DK.
Når vi i dag fejrer grundlovsdag, hylder vi ikke blot demokratiet og den demokratiske
styreform. Vi minder også os selv og hinanden om de frihedsrettigheder og grundlæggende værdier vores fællesskab bygger på – rettigheder og værdier, der sammen med indholdet i FNs menneskerettighedserklæring danner forudsætning for, at vi alle kan leve et godt liv – og for at vi kan leve et godt flerkulturelt liv sammen.

For at kunne leve et godt liv indebærer det, at nogle helt basale behov er dækket – d.v.s. at man har et sted at bo, at man har adgang til skolegang, uddannelse og arbejde. At man har mad nok at spise, tøj på kroppen, ret til hjælp, hvis man er syg eller på anden måde ikke kan klare sig selv, og at man har en rimelig forsørgelse i bred forstand, og ikke kun i alderdommen. Og allervigtigst at man oplever kærlighed og anerkendelse på alle forskellige aspekter såsom i familien, lokale samfund og samfundet som helhed. Disse er forudsætning for at et menneske kan hjælpe andre mennesker.

Mindst lige så vigtigt er det, at man kan leve i fred og frihed og nyde samme retsbeskyttelse og retssikkerhed som andre, i det samfund man lever i. Endelig er det også helt afgørende for at kunne leve et godt liv, at man respekteres som menneske i de grupper og fællesskaber, man har en tilknytning til, hvad enten det er på det private plan i familien, i vennekredsen eller det er på samfundsplan i lokalområdet eller i de rammer staten udstikker.

Jeg står her som formand for Integrationsrådet i Odense. Når der således er nedsat
flere lokale råd, ja så er det jo udtryk for både en erkendelse af og en bekræftelse
på, at der er medborgere, der ikke har de samme forudsætninger og muligheder for at leve det gode liv, som andre.
Det er etniske minoritets medborgeres forhold og vilkår, der ligger mig på sinde.
Hvad vil det sige at være flygtning eller Ny dansker? Ja, vi har vel alle en eller anden forestilling om, hvem det er, eller hvad det vil sige at være fremmed.

Integrationsproblemer, nydanskere, kultursammenstød, religionskrig er ord som er blevet en del af vores hverdag de senere år. Det fyger med politiske manifestationer, og fordomme fremlægges som om det var fakta. For almindelige mennesker er det let at blive forført og skræmt, og det kan være svært at skelne og forstå.

Spørger vi etniske minoriteter selv, hvad de oplever som det største problem for dem i mødet med det danske system, især det sociale og politiske system, siger de, at de har vanskeligt ved at overskue og finde rundt i systemerne og opgiver ofte undervejs. Dertil kommer, at de ikke oplever, at de bliver mødt med samme respekt og anerkendelse, som andre borgere, og de føler sig ikke hørt eller taget alvorligt. Det er ikke godt nok, og det anfægter i høj grad deres retssikkerhed, at det system, de er afhængige af, opleves så afvisende.
Det handler om at give et mere nuanceret billede af virkeligheden og af, hvad de etniske grupper står for.
Der har kørt en værdikamp i Danmark i de sidste 10 år, og den har skabt en afstand mellem borgerne i Danmark. Man ser på etniske minoriteter og muslimer som nogen, der skal gøres noget ved. De kræver noget særligt.- Vi snakker aldrig ”vi”, men altid ”os og dem”, selv om vi så godt som alle sammen er danske statsborgere og har samme mål med samfundet. Men hvorfor er det mere kriminelt, hvis det er en dansker med arabisk eller tyrkisk rødder, som begår et røveri, end en etnisk dansker?

Jeg ville ønske, at man ville se lidt mere på de sociale forhold end etnicitet, for ellers forsvinder fokus fra det reelle problem, som er socialt betinget. Jeg står her ikke for at forsvare kriminelle. Jeg tager skarp afstand fra destruktive handlinger, og opfordrer i stedet, at de indser konsekvensen af deres handlinger og det øget pres de lægger på almindelige lovlydige minoritetsborgere.
Det er snart valgtid i Danmark, og derfor er der lige nu rigtig mange politiske diskussioner, især omkring integration. Politikkerne og medierne bruger i disse diskussioner forskellige begreber, som integration, assimilering osv.
Når man taler om integration er det vigtigt at gøre op med sig selv, hvad ens egen holdning til det er. Hvis man slår integration op i en ordbog, betyder det gensidig tilvænning. Dette betyder, at det land, der tager imod flygtninge / indvandrere accepterer dem, som en del af samfundet, og gør brug af de ressourcer og kompetencer, de besidder til at udvikle samfundet i en fælles retning. Altså gensidig tilvænning. (ordet integrations stammer fra latin integratio = at sammenslutte flere dele under fælles helhed)
Assimilering betyder en forventning om, at flygtninge / indvandrere tilpasser sig i en sådan grad, at de skal være ”lige som os”. Netop assimilering modarbejder en egentlig integration, da den fastholder det negative i ”os” og ”dem” problematikkerne.
Som etnisk dansker skal man spørge sig selv; ”Hvordan ville jeg være eller have det i et fremmed land”? Tag for eksempel danskere i USA. Der eksisterer masser af danske kolonier i USA, der har fastholdt dele af den danske kultur, samtidig med at de lever et velfungerende liv som amerikanske statsborgere.
Identitet og baggrund er et vigtigt element hos alle mennesker uanset etnicitet, derfor mener jeg, at det er vigtigt, at vi ikke har en integrationsminister som Søren Pind, da hans integrationsplan kun vil skade fællesskabet og sammenhængskraften i det danske samfund på tværs af de etniske skel. Han taler nemlig om assimilering og IKKE integration som bygger på respekt og anerkendelse af hinanden og hinandens forskelligheder.
I øvrigt har de fleste ballademagere hverken respekt eller kendskab til deres forældres kultur og heller ikke for den danske kultur, normer og lovgivning.
Når man taler om folk, som ikke vil integrere sig, ser jeg det helt anderledes end Dansk Folkeparti. Langt de fleste med anden etnisk baggrund er integreret eller på vej til at blive det. Alle ønsker sig en uddannelse, et arbejde og at være uafhængig af de sociale myndigheder.

Men der eksisterer en restgruppe, som har nogle sociale udfordringer. En stor del af de flygtninge, der kommer til Danmark, er traumatiserede som følge af at have oplevet voldsomme begivenheder i deres hjemlande og under flugten.

Traumatisering har store konsekvenser for den enkelte flygtnings muligheder for integration i Danmark, og konsekvenserne for børn og unge i familier, hvor en eller begge forældre er traumatiserede, er ligeledes omfattende. De får et stort ansvar for at holde sammen på familiens dagligdag, og de står alene med deres egne problemer i forhold til integrationsprocessen. Børnene og de unge varetager opgaver, som under normale omstændigheder ville være varetaget af forældrene selv, og de påtager sig således rollen som en voksen med en voksens opgaver og bekymringer.

Men det skal huskes at integration er en proces, der tager sin tid.

I mit daglige arbejde i Børn- og Familieafdelingen i Odense Kommune, oplever jeg, at disse og andre forhold gør, at børnene ikke får den barndom, de har krav på. De undertrykker deres egne behov og ønsker og får ofte et ansvar, der er langt større, end de kan og burde bære. Det enkelte barn og den unge reagerer meget forskelligt på disse oplevelser. Nogle reagerer udadrettet, og andre forsøger at klare sig ved at være så upåfaldende og uproblematiske som muligt. Men fælles er, at det for mange indebærer en oplevelse af stor ensomhed, depression, aggressiv adfærd samt øget risiko for uddannelsesfrafald og kriminalitet.

Og for mange af de traumatiserede forældre lykkedes integrationen ikke på grund af deres alder og baggrund.

Men de unge mennesker, som er født og opvokset her, er jo integreret. Det bliver de gennem børnehaven, folkeskolen, gymnasiet og alle de andre steder. Det er en proces, som kører af sig selv.
Den proces er imidlertid også skrøbelig.
Og hvis de unge ikke bliver set på som medborgere, når de har afsluttet deres uddannelse - og derfor ikke kan få et arbejde - kan det nemt gå galt: Unge begynder at danne deres identitet i puberteten. Og i Danmark kommer vi tit i krise i puberteten, fordi vi har to forskellige baggrunde og to forskellige syn på, hvordan det hele skal være. Et etnisk og et dansk syn. Og her har folkeskolen og de forskellige sociale instanser en stor rolle i at styrke identitetsdannelse - at vi er medborgere i det her samfund.

Det kan godt være, at jeg hedder Mahmoud, men jeg er også dansk statsborger og vil det godt for det her samfund. Jeg er ikke marginaliseret og tilhører ikke en utilfreds gruppe, som der skal gøres noget ved. Men værdidebatten skader den proces rigtigt meget.

Især identitetsdannelsen hos mange med anden etnisk baggrund. Når de bliver lidt ældre og tager en teknisk uddannelse, så oplever de, at de ikke kan få en praktikplads, fordi de hedder Ahmed eller Mohammed. Og det bekræfter dem bare i, at de ikke er en del af det her samfund. ”Vi er noget for os selv.” Og det er med til at styrke parallelsamfundet.

Det kan godt være, at Dansk Folkeparti bliver ved med at snakke om, at de vil have et fællessamfund, men alt, hvad de arbejder for, er at skabe et parallelsamfund - det sikrer jo deres eksistensgrundlag.
Integrationsrådet vil nuancere vores alle sammens billede af tingenes tilstand med fakta. Men kendsgerninger alene gør det måske ikke helt, for værdikamp er jo netop kendetegnet ved holdninger - for eksempel om imamernes rolle og et truende parallelsamfund i ghettoerne.
En imam skal ikke gå ind og mægle i en straffesag udenom retssystemet, det skal han blande sig helt udenom. Men han kan godt mægle imellem to familier, som har en konflikt, før det udvikler sig. Det er kun godt, hvis en person, som er respekteret af begge parter, kan være mægler i nogle situationer. Jo flere kræfter, som arbejder for at skabe ro og tryghed, des bedre. Det er ikke anderledes end, hvis et dansk par, der er blevet gift i kirken beslutter, at de skal skilles, men forinden tilbydes en mægling med en præst.
Hvis min tale indtil nu har lydt som et stort forsvar for de etniske minoriteter, så er jeg og Odense Integrationsråd godt klar over, at der også er brug for en indsats i det etniske miljø. Og derfor har man bestemt, at en del af arbejdet i rådet skal målrettes de etniske minoriteter for at ruste dem til at begå sig bedre i det danske samfund.
Vi har for eksempel startet en oplysningskampagne med temaaftener og møder for nogle af de etniske grupper, hvor vi oplyser om demokratiet, valg, skolesystemet og sundhedssystemet for at give dem en bedre forståelse af, hvad der findes rundt omkring. For der er mange ting, de ikke benytter sig så meget af i dag.
Men vi i Integrationsrådet håber også, at blive taget med som sparringspartner for folk, som arbejder med etniske minoriteter.
Vi har som integrationsråd ikke nogen færdig løsning på, hvordan Vollsmose og andre områder får bugt med kriminaliteten, men vi tror på, at vi kan være med til at give folk et bedre grundlag at tage beslutningerne på, hvis vi bliver inddraget.
Vi vil gerne arbejde for, at vi kan tale sammen som et ”vi”, for vi vil jo alle sammen det bedste for Odense og Danmark.
Set i det store perspektiv synes jeg, at det er vigtigt at anerkende den store indsats, der i øjeblikket er lagt i den arabiske verden for at indføre demokrati. ”Det arabiske forår” spreder sig, og det er her værd at bemærke, at der kæmpes for de samme værdier, vi har her i Danmark, i lande med overvejende muslimske indbyggere, som kan forenereligion og demokrati. Lad os håbe, at dette vil bidrage til, at Dansk Folkeparti i mindre grad slipper af sted med at dæmonisere den arabiske verden.
Jeg vil gerne endnu engang takke for indbydelsen i dag, og jeg håber i hver især er blevet inspireret og udfordret i jeres egne holdninger.
Jeg er glad for at deltage i dette arrangement, der især hylder de vigtige danske værdier som ytringsfrihed, fællesskab, respekt for hinanden, religionsfrihed og medmenneskelighed.

Rigtig god Grundlovsdag!