Lisa Sig Olesen er ny leder i Den Frie Rådgivning
02-12-2011 | Nyt om navne
Hvis man i den kommende tid kigger forbi Den Frie Rådgivning i Vollsmose, vil man sikkert støde på 27-årige Lisa Sig Olesen. Fra 1. december er hun nemlig ansat som daglig leder – i et barselsvikariat for Marianne Staal Stougaard.
- Jeg er lige nu ved at danne mig et overblik over arbejdsopgaverne. Men jeg glæder mig enormt meget til at komme i gang, siger Lisa Sig Olesen, der er uddannet cand.mag i kultur og formidling:
- Og så glæder jeg mig generelt til at komme herud igen. Jeg har været her før, da jeg arbejdede for Kvinfo.
Lisa Sig Olesen har stadig kontakt til mentornetværket Kvindfo. I dag dog som mentor. Hun bor i København og skal derfor indtil videre pendle til Vollsmose.
Som daglig leder af Den Frie Rådgivning bliver hendes arbejdsopgaver blandt andet at rekruttere frivillige og stå for oplæring og almindelig pleje af de frivillige.
Den Frie Rådgivning er en frivillig social forening, som har eksisteret siden 2007. Det er fortsættelsen af Etnisk Rådgivning, der startede i 2006. Den Frie Rådgivning hører indtil videre hjemme i Fritidsbutikken ved siden af Vollsmose Bibliotek.

Skriv din mening
Der er ingen kommentarer endnu.
|