Leif Hansen skal lede de boligsociale indsatser i Odense Kommune
17-03-2011 | Nyt om navne
Leif Hansen forlader sin stilling som administrationschef for at styrke de boligstrategiske indsatser i udsatte boligområder og Tryg By-indsatsen.
Han vil dog fortsat varetage nogle af de væsentlige udviklingsopgaver i Borgmesterforvaltningen som eksempelvis leder af administrationsprojektet. Han vil også fortsat være øverste administrative chef for Odense Brandvæsen.
Bliver stabschef
Leif Hansens nye stillingsbetegnelse vil være stabschef, og han vil også stadig være tilknyttet chefgruppen i Borgmesterforvaltningen. Han tiltræder, når en afløser er fundet til stillingen som administrationschef. Stillingen opslås internt snarest.
Derudover vil han efter aftale med stadsdirektør Jørgen Clausen løfte øvrige opgaver.
Leif Hansen overtager ikke personaleansvaret for medarbejderne i Tryg-By-sekretariatet og de medarbejdere, der arbejder med de boligstrategiske indsatser. De vil fortsat være organiseret under henholdsvis Borgmesterkontoret og Bystrategisk Stab.
Politisk bevågenhed
Baggrunden for stillingsskiftet er den store politiske bevågenhed, der er på de to indsatser.
Det skyldes ikke mindst det særligt nedsatte politiske § 17, stk. 4-udvalg, Udvalget for Boligområder og Tryg By, som arbejder med boligstrategiske indsatser, forebyggelse af ghettoisering samt kriminalitets- og bandeforebyggelse, hvor Leif Hansen i øvrigt er sekretær.
- Det politiske pres og opmærksomheden på området kræver, at de to indsatsområder nu får langt større ledelsesmæssig slagkraft, og det får de nu med Leif Hansen som dedikeret leder, siger Jørgen Clausen.
- De to indsatser har brug for en chef, som kan knytte det politiske system samme med det administrative systems organisering og indsatser. Det kræver stor indsigt og erfaring, og det har Leif Hansen om nogen, tilføjer Stadsdirektøren.
Mere samarbejde
Med Leif Hansen i spidsen vil et nødvendigt og tættere samarbejde mellem Odense Brandvæsen, Tryg By-indsatsen, de boligstrategiske indsatser og flere eksterne samarbejdspartnere, herunder Fyns Politi, kunne styrkes.
I forlængelse af Tryg By-indsatsen og de boligstrategiske indsatser vil Leif Hansen også være faglig og ledelsesmæssig ansvarlig for at indgå en såkaldt initiativaftale med staten om at hindre ghettoisering.

Skriv din mening
Der er ingen kommentarer endnu.
|