Tørklæder kan være en hindring for at komme ind på arbejdsmarkedet. Det vurderer et flertal af indvandrerkvinder i en ny undersøgelse.
Der er næppe en beklædningsgenstand, som i de seneste år har skabt så meget debat i Danmark, som muslimske kvinders forskellige hovedbeklædninger: tørklæde, niqab, burka. Det skriver Ugebrevet A4.
Derfor er det måske ikke overraskende, at indvandrerkvinderne i en ny undersøgelse mener, at hovedbeklædninger holder dem ude af arbejdsmarkedet.
Undersøgelsen er foretaget af Voxmeter for Ugebrevet A4 blandt 503 arbejdsløse indvandrerkvinder.
Hele 55 procent af kvinderne er i ’høj grad’ eller ’i nogen grad’ enig i, at hovedbeklædning er en forhindring for at få job.
Især kvinderne mellem 18 og 29 år er gennemsyret af den holdning. Her vurderer seks ud af ti, at tørklæder kan koste et potentielt job.
Ifølge fuldmægtig Anne Marie Frederiksen, Beskæftigelsesforvaltningen i Aarhus Kommune, tyder meget på, at kvinderne har ret.
Aarhus har 2.000 indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande uden for arbejdsmarkedet, og her er konklusionen blandt kommunens virksomhedskonsulenter og integrationseksperter, at der er noget at komme efter, fortæller Anne Marie Frederiksen til Ugebrevet A4.
- Problemerne opstår oftest i meget homogene virksomheder, hvor man ikke er vant til, at nogen ser anderledes ud. Der skal tit en til at bryde isen, siger hun og konkluderer:
- Tørklædet er et problem, men sjældnere og sjældnere.
Kvinderne, som har deltaget i telefoninterview på enten dansk eller deres originalsprog i december 2010 og januar 2011, kommer fra traditionelle indvandringslande som Pakistan, Irak, Libanon, Tyrkiet og Bosnien-Hercegovina.