22-02-2011 | At bo i Danmark
Siden starten af januar har Melinda Rrahimi været i gang med at samle børnetøj, legetøj og skolesager ind til børn i Kosovo. Frivillige over det meste af Danmark hjælper til med indsamlingen, og der er stadig mulighed for at bidrage.
Melinda Rrahimi, der bor i Herfølge, er født i Kosovo og kom med sin familie til Danmark, da hun var lidt over et år gammel. Hun har en HHx uddannelse og vil gerne læse videre, men har valgt at bruge tid på at hjælpe forældreløse børn i Kosovo.
- Krigen i Kosovo har efterladt mange børn på børnehjem, men endnu flere på gaden. Hver dag kæmper børnene for at overleve, og de har hverken penge til mad eller tøj, fortæller Melinda på sin hjemmeside. |
 Foto: Sjællandske Medier, Dagbladet Køge |
Mange hjælper til
Melinda Rrahimis projekt går ud på at samle brugt tøj – primært vintertøj til børn mellem 0-20 år – skolesager og legetøj sammen her i Danmark og sende det med en lastbil til Kosovo. Tøjet og legetøjet skal uddeles til forældreløse børn på gaden, og skolesagerne skal uddeles til børn på børnehjem. På mange børnehjem er der ikke råd til for eksempel skrive- og maleredskaber.
Både i Danmark og Kosovo er der folk, der hjælper til med gode kontakter og logistik. I Danmark sidder der hjælpere og koordinerer kontakter i forbindelse med indsamlingen, og der er i alt 20 indsamlingssteder rundt omkring i landet.
Melinda Rrahimi har været nogle gange i Kosovo og talt med hjælpeorganisationer og ministre, der skal hjælpe til med at få det indsamlede materiale sikkert ind i landet og uddelt til dem, der har behov for det. Succeskriteriet for hende er, at lastvogne får bragt tøj, legetøj og skolesager frem til dem, der har brug for det.
Stor interesse for indsamlingen
- Det går rigtig godt med indsamlingen. De ’lokale aktører’ ringer og skriver til mig om, hvor godt det går, og interesserede folk har selv tilmeldt sig som hjælpere, fortæller Melinda Rrahimi i et interview på Radio Køge 13. februar.
I Vollsmose hjælper Irena Krasniqi som ’lokal aktør’ til med indsamlingen:
- Jeg vil gerne hjælpe de forældreløse børn i Kosovo og give dem livsglæde og håb. For mig gælder det om at samle så meget ind som muligt og sende budskabet videre.
I Vollsmose går det fint med indsamlingen. Irena har samlet syv store poser med pige- og drengetøj, og der er mere på vej. Hun er også blevet kontaktet af folk uden for Odense.
- Når indsamlingen er slut, bliver de sorterede poser med børnetøj, legetøj og skolesager samlet på Nyborgvej, hvor de vil blive fragtet videre med lastbil, fortæller Irena Krasniqi.
Stadig mulighed for at bidrage
Ønsker man at bidrage med tøj, legetøj eller skolesager, er der stadig mulighed for det. Kontakt Irena Krasniqi på 28 72 22 42 eller mail: themusicdksgirls@live.dk og aftal nærmere med hensyn til indlevering.
På Melinda Rrahimis hjemmeside kan du læse mere om projektet.