24-01-2012 | Rundt i Vollsmose
INDBRUD: Mandag skrev dagbladet B.T., at det primært er Vollsmose-borgere med ’danske’ efternavne som Nielsen eller Hansen, der bliver udsat for indbrud. En anonym betjent vurderede, at størstedelen af indbrud sker hos etniske danskere.
Det er umuligt at bekræfte med tørre tal. Politiet fører ganske enkelt ikke den slags statistik. Men ledende politifolk bekræfter, at der er en tendens – baseret på erfaring og fornemmelse. De er dog samtidig meget tilbageholdende med at drage forhastede konklusioner om årsagen til, at det ofte er etniske danskere, det går ud over.
- For det første ved vi ikke med sikkerhed, hvem gerningsmændene er. Det kan jo i princippet lige så godt også være etniske danskere. For det andet bor der måske ofte flere under samme tag i familier med anden etnisk baggrund. Det kan også være, at tyvene går efter nogle bestemte ting, snarere end bestemte personer. Eller det kan være, fordi der ved indbrud i ’etniske’ hjem er højere risiko for at blive genkendt, siger politikommissær Per Franch fra Vollsmoses nærpoliti og understreger, at der for hans side er tale om hypoteser.
"Derfor går vi efter danskerne"
Det sidste punkt – at der er mindre risiko for at blive opdaget ved indbrud hos etniske danskere – er dog muligvis en del af forklaringen. Dagbladet B.T. bringer igen i dag, tirsdag, artikler om sagen. Her har avisen blandt andre talt med en gruppe unge på Bøgetorvet. De udtaler sig også anonymt til B.T.
- Når man er ude at lave indbrud, og der for eksempel står Hansen på den ene postkasse og Farshid på den anden, så tager man jo den lejlighed, hvor der står Hansen. Her er muligheden for, at dem, der bor der, kender ens familie eller venner mindre. Og på den måde er risikoen for at blive opdaget også mindre, siger en af de anonyme unge, der har snakket med B.T.:
- Så vi er altså på ingen måde racister, der prøver at fordrive nogen herudefra. Vi keder os nok bare, og så er det nemt at lave indbrud.