30-01-2012 | Rundt i Vollsmose
- Ved at deltage i dag og høre om de emner, der har været diskuteret, synes jeg at målet for i dag må være den forandring, vi kan se i omverdenen. Fællesskabet i Vollsmose er altafgørende.
Disse ord kom fra 20 årige Abdi-Raqiib, beboer i Vollsmose, efter et større beboermøde om fremtidens visioner i Vollsmose lørdag den 28. januar. 40 millioner kroner kan bruges over de næste 4 år og hvordan de kan bruges, skal formuleres i en ansøgning til Landsbyggefonden i foråret.
Indre styrke
Styrken skal komme indefra – lød det igen og igen fra beboerne, der vil fremtiden og som ser sig selv som den største ressource frem mod 2020, som er næste milepæl for den helhedsplan, der nu skal beskrives. For selvom den formelle projektperiode kun går 4 år ud i fremtiden, så vil parterne gerne gøre op med kortsigtede visioner – deraf navnet Vollsmose 2020.
Ideerne
Blandt de mange ideer var et ungdomshus, længere skoledag, hvor man gør læresteder til væresteder, en kulturklynge med lange åbningstider, et cateringfirma med mad fra hele verden, debatmøder med temaer og sommerlejre, hvor miljøet er på dagsordenen. Og så var der hele den debat, der handler om godt naboskab, fællesskab, respekt for hinanden – for selvom overskrifterne vil noget andet, så er det en stor del af livet i Vollsmose og det skal dyrkes, var der enighed om. Anette Amping, beboer i Tjørnehaven formulerede det således:
- Vi har stillet forslag om, at alle afdelingsbestyrelser skal vælge en aktivitetsperson, som minimum to gang om året skal deltage i et fælles møde og finde ud af fælles aktiviteter i Vollsmose på tværs af haver og parker – det kunne f.eks. være en fælles skt. Hans aften, sagde Anette Amping.
Næste helhedsplan skal bæres frem af beboerne i Vollsmose:
- Det er en menneskeret at have indflydelse på det område, vi bor i. Vi har set rigtigt mange aktive beboere i dag, dem skal vi have aktiveret, konstaterede direktør i Fyns almennyttige Boligselskab, Bent Bøllingtoft.
Unge med masser af energi
Ikke mindst de unge var rigt repræsenteret på mødet. Vi unge har masser af ressourcer, giv os mulighed for at bruge dem på hinanden. Brug os unge til at forklare forældrene, hvad beboerdemokrati er for noget. Nu har vi nemlig fundet ud af, at beboerdemokrati ikke bare er en bunke ældre mennesker, der sidder og drikker kaffe, lød det fra en dynamisk gruppe unge.
Fakta:
Finansiering: Vollsmose er blevet prækvalificeret til at sende en ansøgning på en helhedsplan med et budget på 40 millioner kroner. Af disse finansieres de 30 millioner kroner af Landsbyggefonden, de tre boligorganisationer i Vollsmose og Odense Kommune kommer med 5 millioner hver.
Processen: Vollsmose blev prækvalificeret i oktober 2011. Den 15. maj 2012 sendes den endelige ansøgning og der forventes svar på ansøgningen ca. fjorten dage senere. Vollsmoses nuværende helhedsplan udløber den 30.06.2012.