Hvor er de unge beboerdemokrater henne?
02-01-2012 | At bo i Danmark
Hvordan får man unge til at deltage i beboerdemokratiet i de almene boliger?
Det spørgsmål skal et nyt projekt, som gennemføres af Boligkontoret Danmark, nu give mulige svar på. Forsøgsprojektet er et af fire, som skal være med til at forbedre og udvikle den almene boligsektor. Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter støtter projekterne med ca. 3,5 mio. kr.
Beboerdemokratiet trives i mange almene boligområder. Der er imidlertid flere steder en tendens til, at det kan være svært at engagere de unge beboere og få dem til at tage aktiv del i boligforeningernes arbejde.
Et nyt projekt, som støttes af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, skal bl.a. afdække, hvorfor beboere mellem 18 og 34 år i mindre grad end ældre beboere engagerer sig i beboerdemokratiet, og finde nye metoder til at øge de unges engagement. Det er dermed forventningen, at projektet kan bidrage til at sikre et generationsskifte i beboerdemokratiet.
”Beboerdemokratiet er rygraden i de almene boliger, og det skal det blive ved med at være. Men vi skal også turde se på, hvordan vi kan udvikle det, så det forbliver en stærk og levende arena for beboernes indflydelse på deres daglige liv i deres boligområde. Derfor er det vigtigt, at vi får engageret de unge”, siger boligminister Carsten Hansen.

Skriv din mening
Der er ingen kommentarer endnu.
|