Hvem skal have Den gyldne frø
21-06-2011 | Helhedsplanen
Vollsmose uddeler nu for fjerde gang Vollsmoseprisen ”Den Gyldne Frø”. Prisen skal gå til en person eller organisation, som har gjort en bemærkelsesværdig indsats for udsatte boligområder. Der kan indstilles til prisen nu.
Den første gyldne frø blev overrakt af Kronprinsesse Mary til tre af Vollsmoses aktive beboerdemokrater. Siden er prisen fx gået til den lokale præst i bydelen samt den muslimske integrationsmedarbejder og til den tidligere direktør for Boligorganisationernes Landsforening. Vollsmose giver prisen, for at vise omverdenen, at bydelen er ”noget for sig – og dig”, som dens brand lyder.
Den person eller en organisation, som kan indstilles til prisen, skal:
• være kendt af en bred kreds i Danmark,
• have skabt bred og positiv opmærksomhed,
• have bidraget til at styrke identiteten i udsatte boligområder i Danmark,
• have dokumenteret positiv effekt for en eller flere udsatte boligområder i Danmark,
• have bidraget til en bedre integration (uden nødvendigvis at være et integrationsprojekt).
Kender du denne person eller organisation, så kan du indstille vedkommende ved at sende en mail til rbr@vollsmose.dk. Skriv i indstillingen om, hvorfor vedkommende skal have prisen. Indstillingen skal være os i hænde senest den 15. august 2011. Et indstillingsudvalg primært bestående af beboere vil afgøre, hvem der skal modtage prisen.
Prisen vil blive overrakt på Vollsmoses festdag - Vollsmose Blomstrer den 10. september 2011.
”Den Gyldne Frø” er stiftet af beboerne i Vollsmose, Boligforeningen Højstrup, Odense AndelsBoligforening, Fyns almennyttige Boligselskab og Odense Kommune.

Skriv din mening
Der er ingen kommentarer endnu.
|