Hun skal dele bøger ud til børn i Vollsmose

Trine Bjørn Jakobsen er ny projektmedarbejder på Vollsmose Bibliotek
17-01-2011 | Nyt om navne
15.
januar er Trine Bjørn Jakobsen ansat som ny projektmedarbejder på Vollsmose Bibliotek. Der er tale om en barselsvikariat-stilling. Trine, som er 47 år og bosiddende i Odense, er bibliotekar og uddannet pædagog. Ud over opsøgende arbejde – i forhold til børn og deres familier – samt indgåelse i bibliotekets dagligdag, kommer Trine hovedsagligt til at beskæftige sig med Projektet Bogstart, igangsættelse af Børnehavebiblioteker samt konceptudvikling af ”trepartssamarbejde skole – hjem og bibliotek”.
Hvad angår Projekt Bogstart er der tale om et landsdækkende fælles projekt for Velfærds- og Kulturministeriet, der går ud på at børn i udvalgte områder, skal have 4 gaver med bøger og andet sprogligt udviklende materiale, når de er henholdsvis ½, 1, 1½ og 3 år gamle. Formålet med Bogstart projektet er at give børn og deres forældre gode fælles oplevelser med bøger.
Ved at tilbyde familierne gratis bogpakker håber man på at styrke forældrene i at støtte deres børns sproglige udvikling, fremme børns kærlighed til bøger og opmuntre familier med små børn til at benytte sig af bibliotekets tilbud.
Vollsmose er et af de udvalgt områder og derfor vil der i de næste 4 år blive delt en masse gaver ud inden for Vollsmose firkanten.

Skriv din mening
Der er ingen kommentarer endnu.
|