21-11-2011 | Rundt i Vollsmose
VOLLSMOSE TORV: Kræmmermarked i Vollsmose..? Ja, hvorfor ikke. Det burde vel nok være muligt at finde mennesker i bydelen, der har lyst til at gøre en god handel.
Sådan er tankegangen bag et nyt samarbejde mellem det lokale indkøbscenter, Vollsmose Torv, og den lokale boldklub, B1909. De rødblusede fra Gillestedvej vil gerne tjene nogle penge, som klubbens ungdomshold kan bruge på rejser og aktiviteter. Centeret har nogle ledige kvadratmeter, det gerne vil stille til rådighed til et godt formål.
Lige nu er begge parter derfor på udkig efter ’kræmmere’, der gerne vil have en plads på Torvet, hvor de kan gøre en handel.
- Vi tænker, at det ville være en god idé at lave et kræmmermarked. Vi kan give folk en mulighed for at købe en stand til en billig pris, så man kan få mulighed for at sælge sine ting. Vi vil se, om der er et marked for sådan noget. Vi vil gerne være med til at skabe liv i centeret – og samtidig måske tjene en skilling til klubbens arbejde. U17-holdet arbejder for eksempel på en tur til Holland til påske, fortæller Kenneth Kongensgaard fra B1909.
150 kroner koster det, hvis man gerne vil have en stand på kræmmermarkedet, som efter planen skal have fast plads i det gamle posthus på Vollsmose Torv. Det er meningen, at det skal finde sted hver lørdag klokken 10.00 – 15.00. Gerne allerede fra på lørdag – hvis altså det kan lade sig gøre at finde kræmmere til standene så hurtigt.
- Målet er at starte lørdag den 26. november. Vi vil give forsøget en prøveperiode på tre måneders tid for at se, om det kan lade sig gøre, og om der er interesse, siger Kenneth Kongensgaard og fortsætter:
- Det er sådan set frit slag på alle hylder – på nær fødevarer, elektronik og anstødende materiale. Kun fantasien sætter grænser. Det er hensigten først og fremmest at give lokale mulighed for at sælge billige ting. Men folk udefra er selvfølgelig også mere end velkomne.
Var det noget for dig at få en stand på B1909’s lørdags-kræmmermarked på Vollsmose Torv? Så kan du henvende dig på centerkontoret på hverdag mellem klokken 09.00 og 15.00. En stand koster som sagt blot 150 kroner, der går til aktiviteter og oplevelser for B1909’s ungdomshold.