09-06-2011 | At bo i Danmark
Socialrådmand Peter Rahbæk Juel (S) vil tage kontanthjælpen fra personer fra den hårde kerne i Vollsmose medmindre de kommer i job-aktivering.
To personer fra den omstridte YouTube-video, der håner og generer politiet ved en anholdelse i Vollsmose, mister formentlig deres kontanthjælp, hvis ikke de takker ja til job-aktivering.
Det skrev Fyens Stiftstidende 8. juni.
Men indsatsen stopper ikke der. Socialrådmand Peter Rahbæk Juel (S) har netop bedt om at få klarlagt, hvem i den såkaldte hårde kerne i Vollsmose, der modtager kontanthjælp.
- De får samme behandling, som de to fra videoen. Vi går efter at tage kontanthjælpen fra dem, hvis ikke de går i job-aktivering. Det er helt enkelt. Jeg har bedt mine folk om at gå til det yderste af paragrafferne, siger Rahbæk Juel til Fyens Stiftstidende 9. juni.
Fra én gruppe til en anden
Forvaltningen vil altså gennemføre øvelsen på en langt større personkreds. De implicerede personer vil således blive flyttet fra en ledig-gruppe til en anden.
De to personer fra YouTube-videoen er i matchgruppe 3, der defineres som aktuelt ikke arbejdsduelige. Eksempelvis traumatiserede, handicappede eller misbrugere. Derfor er der ingen krav om aktivering.
Ved at flytte personerne til matchgruppe 2 kan kommunen kræve aktivering. Alternativt frafalder kontanthjælpen.
Individuelle vurderinger
Ifølge integrationschef Birgitte Vinsten er det gængs praksis, at personer flyttes fra én matchgruppe til en anden.
- Der bliver foretaget løbende individuelle vurderinger i forhold til placering i matchgrupper. Matchgrupper skal ikke ses som noget stationært. Det væsentlige er, om personen er placeret i den rigtige gruppe, siger hun til vollsmose.dk.
Med hensyn til den hårde kerne i Vollsmose vil der ifølge Birgitte Vinsten ske et tiltag fra Odense Kommunes side:
- Vi vil i løbet af næste uge have et særligt tilbud om aktivering klar målrettet denne gruppe. Aktiveringstilbuddene har indtil nu haft fokus på
unge under 30 år, men med det nye tilbud vil der også være fokus på de personer, der er over 30 år.