Mere jysk guld til Vollsmose
04-03-2011 | Kultur og sport
Søndag 27. februar hentede en ung bokser fra lokale Olympia 2 igen en guldmedalje hjem til bydelen. Denne gang var det den 17-årige letweltervægter, Shaalan Marzouk Kadir, der var taget til det jyske juniormesterskab i Århus.
- I semifinalen udboksede han fuldstændig sin modstander og vandt 19-3 over tre omgange. Og finalen var også et klart resultat. Han vandt 17-8 over Thavab Gholami fra Grindsted AK, fortæller boksetræner Shahbaz Aslam, som kalder sejren ’rigtig flot’.
Det er Shaalan Marzouk Kadir yderst til venstre. Foto: Shahbaz Aslam.
Shaalan Marzouk Kadir har holdt ni måneders pause fra boksningen. Han er vendt tilbage til ringen for ikke så forfærdelig længe siden, så sejren imponerer træneren.
- Han har gjort det godt. Hans næste opgave bliver DM i starten af april, hvor Shaalan selvfølgelig er selvskreven til at komme med. Han får tid til at træne ordentligt op efter sin pause. Han er ikke helt oppe endnu, men vil nå det inden DM, så han har absolut en chance, siger Shahbaz Aslam.
Shaalan Marzouk Kadir fik udover sin guldmedalje også endnu en fin titel med sig hjem fra Århus. Han blev nemlig kåret til bedste juniorbokser ved stævnet. 
Skriv din mening
Der er ingen kommentarer endnu.
|