21-03-2011 | Helhedsplanen
Når træerne igen er blevet grønne, og temperaturen er kommet op på menneskeniveau, skal det igen være muligt at få en guidet tur i Vollsmose. Lokale beboere skal vise deres egen bydel frem for interesserede udefra.
- Planen er at lave i hvert fald en cykeltur om måneden ligesom sidste år – fra maj til og med september. Derudover skal der være et korps af guider, som man kan kontakte, hvis man får en henvendelse fra nogen, der gerne vil vises rundt. Det kunne for eksempel være fra forskellige organisationer, foreninger eller skoler, siger kulturmedarbejder Ann Ammons, der lige nu søger efter frivillige til projektet:
- Ganske almindelige beboere kan fortælle, hvordan det er at bo i Vollsmose. Vi oplever jo, at mange er interesserede i at høre, om det nu også er så farligt at bo i Vollsmose – er det slemt som de siger i medierne, haha.
Stor succes sidste år
Sidste sommer var de lokale cykelguider en stor succes. Hver lørdag fik gæster, der ofte kun havde hørt eller læst om Vollsmose, stor glæde af at opleve bydelen fra en anden side.
- Jeg synes selv, at det er en fantastisk idé. Det giver et meget mere positivt billede af Vollsmose, og jeg har kun hørt om positive tilbagemeldinger fra folk, som har deltaget, siger Ann Ammons og fortsætter:
- Guiderne virkede også godt tilfredse. De kan skabe et netværk. Og de får mulighed for at fortælle deres egen historie og vise deres bydel frem.
De lokale cykelguider klar til afgang i maj 2010. Det er Ann Ammons yderst til venstre. Foto: Nina Sebald Nielsen.
Mangfoldigt guidekorps
Tanken er at lave forskellige ’besøgspakker’, som man kan vælge mellem. Nogen er måske mest interesserede i bydelens projekter og foreningsliv, andre i historien og kulturen, og andre igen i det at være ung i Vollsmose.
- Det er det, guidekorpset skal bruges til. Vi retter ind efter, hvad guiderne selv ved noget om og har lyst til at fortælle om, forklarer Ann Ammons, der gerne vil have omkring 12 frivillige guider med på holdet:
- Så er man sikker på, at det ikke er de samme, man trækker på hele tiden. Vi vil bestræbe os på, at man ikke skal stille op mere end højest en gang om måneden eller to. Og så må guiderne jo også gerne afspejle mangfoldigheden herude. Vi har brug for både unge og gamle, mænd og kvinder og med kasketter og tørklæder, og hvad ved jeg.
Visionen om VisitVollsmose
Det eneste, det kræver for at få lejlighed til at vise Vollsmose frem for andre, er, at man interesserer sig for Vollsmose og er klar til at sætte sig ind i lidt stof. Ann Ammons regner med at give de frivillige en grundstamme af viden, som de så selv kan bygge på.
Guide-projektet er en del af visionen om VisitVollsmose og er organiseret under Fællesdrift. Omkring 1. maj skulle planerne gerne være så fremskredne, at en folder med forskellige seværdigheder og arrangementer kan komme ud til turistbureauer og standere.
Guider søges
Kunne du tænke dig at blive guide? Har du lyst til at fortælle besøgende om din oplevelse af at bo i Vollsmose?
Så kan du blive en del af vores nye, frivillige guidekorps, der bliver en del af VisitVollsmose. Vi sørger for, at du bliver klædt på til opgaven.
Hvis du gerne vil vide mere, hører vi gerne fra dig. Du kan kontakte Ann Ammons på tlf. 2871 9837.