16-05-2012 | Rundt i Vollsmose
Søndag den 13. maj samledes kvinder fra hele Odense igen til den årlige internationale kvindebazar i Vollsmose.
Det var første gang, de holdt arrangementet i kulturhuset – det plejer at være i H.C. Andersen Skolens hal. Men det var ingen skade til at flytte op i kulturhuset. Overhovedet ingen skade.
- Det var måske vores bedste bazar nogensinde. Der kom rigtigt mange kvinder, cirka 450 i løbet af dagen, stemningen var i top, og der var god underholdning, hvor højdepunktet var ’zumba-timen’, hvor hele salen vuggede i takt. Eller noget der lignede takt, haha, siger Bente Weisbjerg, der er den ene af arrangørerne bag kvindebazaren, som Vollsmose Kulturhus også gerne vil lægge lokaler til en anden gang.
På programmet var der – ud over zumba – blandt andet mavedans, konkurrencer og rap samt boder med mad, tøj, smykker, kunsthåndværk og meget andet. Samt selvfølgelig masser af networking kvinder imellem.
- Det var vores 10 års jubilæum, men desværre den sidste med den nuværende arrangørgruppe. Efter 10 fantastiske år med kvindebazar vil de gerne give bolden videre til nye kvinder, der er interesserede i at fortsætte arrangementet, slår Bente Weisbjerg fast.
Det er derfor nødvendigt, at der kommer nogle nye folk på banen, som har lyst til at stå for den årlige kvindebazar. Så hvis du synes, at der også skal være international kvindebazar i Vollsmose / Odense næste år, kan du henvende dig til den afgående arrangørgruppe for få at vide, hvad der skal til:
Marianne H. Larsen (tlf. 63 12 08 73 eller mail ml@fts-odense.dk), Bente Weisbjerg (tlf. 65 51 43 44 eller mail blw@odense.dk), Mumtaz Khan (tlf. 26 70 66 10 eller mail mumtazkhan48@gmail.com) eller Ghazwa Alameri (tlf. 25 80 94 10 eller mail ghazwadk@yahoo.dk.
Eller
tilmeld dig nyhedsbrevet - det kommer cirka en gang hver anden uge.