Galleri: Hybenhavens safaritur til Ree Park
12-09-2011 | Rundt i Vollsmose
Hybenhavens årlige udflugt gik lørdag den 27. august til Ree Safaripark ved Ebeltoft.
Klokken 09.00 afgik en bus med 49 glade og spændte deltagere fra flagstangen i Hybenhaven. Ved frokosttid ankom vi til Jyllands ’dryppende næse’. Ikke langt fra Mols Bjerge i det naturskønne Djursland ligger parken.
Fire en halv time rækker lige til at få det hele med. Ree Park er en stor og flot park med masser af dyr. Blandt andet er parken involveret i avlsarbejde med geparder.
Under fodringen fik vi en opvisning af, hvor hurtigt de flotte dyr kan løbe. Vi fik også et flot fugleshow med for eksempel ugler, gribbe, ørne, kalkuner og indiske løbeænder. Nogle af børnene fik lejlighed til at holde en af uglerne.
Man kunne også vælge at blive kørt rundt i området. Parken har også flotte bestande af ulve og bjørne. Et af højdepunkterne var for eksempel fodringen af en flok veloplagte oddere.
Vejret var lige knap perfekt, men det holdt stort set tørt, mens vi var der – og ingen fik hedeslag eller forfrysninger. Frokosten indtog vi hver især rundt omkring i området, efterhånden som vi blev sultne.
På turen hjem indtog vi en god gang sovs og kartofler på Løsning Kro. Trætte og mætte og en god oplevelse rigere ankom vi derfor i god behold til Hybenhaven igen klokken 21. Nu mangler vi bare at finde ud af hvor vi skal hen næste år…

Skriv din mening
Der er ingen kommentarer endnu.
|