31-10-2011 | Helhedsplanen
Af Amina M. Rafik og Rahima Mano, borgerjournalister
Klokken var 08.30 om morgenen lørdag den 15. oktober, og en lille hvid minibus stod klar til 15 af Vollsmoses borgerjournalister på parkeringspladsen foran Vollsmose Torv. De mange bidrag til forrige nummer af Vollsmose Avisen, der udelukkende var skrevet af borgerjournalisterne, skulle belønnes med en tur til København. Programmet stod på rundvisning i DR-byen, en tur på Strøget og hyggelig tur i Tivoli sidst på dagen.
Efter cirka to timer i den lille bus var vi endelig fremme ved DR-byen. Rundvisningen startede i DR Updates studie, som vi alle genkendte fra tv. Men ikke kun studiet blev genkendt. For flere værter var naturligvis også på arbejde, og for eksempel Kåre Quist kendte de fleste af os fra programmer som ’Kontant’.
Senere fortsatte rundvisningen til studiet, hvor ’Deadline’ på DR2 bliver optaget. Her så vi, hvordan rummet omkring værten fungerer og fik en god fornemmelse af, hvordan det ser ud fra værtens synsvinkel midt i en udseendelse.
Loftet var overdækket med belysning i alle størrelser og farver. Og i hvert hjørne var der et kamera med en stor rød lampe, der lyser under optagelse.
Scenen måtte ikke betrædes
Men det, de fleste borgerjournalister nok var mest overraskede over at se i DR-byen, var det store Studie 5, hvor programmer som ’X Factor’ og ’Skjulte Stjerner’ bliver optaget.
Aftenen inden havde finalen i Skjulte Stjerner fundet sted i Studie 5, så scenen var fyldt med glimmer og guldregn, der dagen før var blevet kastet over vinderen af programmet. Selvom det kun var få timer efter finalen, var håndværkerne allerede i gang med at pakke scenen sammen, så vi måtte – til nogle af pigernes skuffelse – ikke træde op på selve scenen.
Fra scenen fortsatte vi videre ind i forskellige kontrolrum, hvorfra lyd og lys bliver styret - med et væld af computere, tre enorme fladskærme, og mindst 1000 knapper i et lille rum på cirka 12 kvadratmeter. Og mest overraskende – der er ofte kun én mand til at styre det hele! Det er ikke hver dag, man oplever det.
X Factor er stadig et hit
Sidste stop på rundvisningen var DR-byens værksted, hvor forskellige rekvisitter bliver skabt. Her fandt vi blandt andet det store X fra X Factor-scenen og rekvisitter fra ’Brunos Kloshow’ på DR Ramasjang.
- Det var pragtfuldt i DR-byen. Vi så scenen, hvor der normalt er X Factor, og så så vi også X’et, fortæller Tamara El-Khatieb, som var med på turen, og som har lært noget af den:
- Jeg har lært, at jeg skal tage mig sammen i skolen. For de, der arbejder i DR-byen, er højt begavede, og jeg har tænkt mig, at jeg vil være journalist.
Alle, jeg snakkede med efter rundvisningen, var glade – på trods af, at nogle af dem har været i DR-byen før. Irena Krasniqi har for eksempel tidligere været der i forbindelse med optagelser til tv-serien ’Stemmer fra Vollsmose’. Men det har ikke gjort turen kedelig for hende.
- Det var rigtig fedt i DR-byen – at se de forskellige studier og se, hvordan de bruger de forskellige ting og materialer, fortæller Irena Krasniqi.
Vilde oplevelser i Tivoli
Efter en god times rundvisning – med mulighed for at tage flotte billeder inde i DR’s bygninger – kørte vi mod Kongens Nytorv. Der blev vores lille flok på omkring 15 personer spredt ud i små grupper med to til fire i hver. En gruppe gik mod Nyhavn, mens de fleste piger gik mod Strøget og shoppede løs i cirka en time.
Da vores maver ikke længere kunne håndtere vores sult, tog vi på en restaurant på Strøget og fik os en lækker, dejlig og hyggelig frokost sammen.
Efter at vi alle havde spist os mætte og ikke kunne klare en bid mere, gik vi vores lille tur mod Tivoli. Her blev vi igen spredt i mindre grupper.
Vi var i forlystelsesparken i flere timer. Og på vejen hjem var det tydeligt, at de fleste havde haft vilde oplevelser i Tivoli. Alle havde hygget sig og fået afprøvet deres grænser – selv om det var en smule koldt.
- Turen har været udfordrende. Og Tivoli var virkelig grænseoverskridende, da jeg har højdeskræk. Men alligevel fik jeg prøvet jeg mine grænser af, fortæller Nimro Hadim, der med på turen, på vej hjem i bussen.
I det hele taget har borgerjournalisterne fået meget ud af turen. De lærte hinanden bedre at kende. Og vi fik masser af information om DR samt en hyggelig dag og aften.
Ifølge vores redaktør, Thomas Juhl Bruun, opførte borgerjournalisterne sig eksemplarisk. Ud over at de ikke var for gode til at overholde tiden. Det lykkedes dog at få alle med hjem:
- Jeg har set nogle spændende ting. Især omkring hvordan man laver de forskellige radio- og tv-programmer, slutter Thomas Juhl Bruun.