20-06-2011 | At bo i Danmark
Effektmålingen af de fremskudte beskæftigelsesindsatser leverer ikke entydige konklusioner. Tal fra de udsatte boligområder viser, at der er sket et fald i antallet af personer på overførselsindkomst på 4,21 procentpoint i perioden 2007-2009. Ser man på enkeltindivider, er det straks sværere at spore en effekt. Jobcentrene peger selv på fordele såsom nærhed til borgerne, øget tillid og synergi med andre indsatser.
Et gennemgående træk ved udsatte boligområder i Danmark er, at en relativt høj andel af beboerne er på offentlig forsørgelse. De senere år har fremskudte beskæftigelsesindsatser været et væsentligt modsvar på denne problematik.
Mange kommuner har flyttet jobkonsulenterne ud i boligområderne, og regeringen har som led i ghettostrategien afsat 20 millioner af satspuljemidlerne i 2011 til fremskudte beskæftigelsesindsatser.
Det er på denne baggrund, at CFBU – Center for Boligsocial Udvikling – har undersøgt effekten af fremskudte beskæftigelsesindsatser.
De fremskudte indsatser
Der er 28 udsatte boligområder landet over, hvor kommunen i perioden 2007-2009 har haft en fremskudt beskæftigelsesindsats. Et fællestræk ved de fremskudte indsatser er, at det kommunale jobcenter har haft jobkonsulenter fast placeret i boligområdet.
CFBU har sammenlignet de 28 indsatsområder med 60 sammenlignelige kontrolområder. Sammenligningen mellem de to grupper af boligområder foretages i to analyser:
-
På områdeniveau, hvor effekten af de fremskudte indsatser aflæses i andelen af beboere på offentlig forsørgelse.
-
I en forløbsanalyse, som undersøger udviklingen for den specifikke gruppe af beboere, der var på offentlig forsørgelse ved de fremskudte beskæftigelsesindsatses start i 2007.
Resultaterne
Områdeanalysen viser, at der har været fald i andelen af beboere på offentlig forsørgelse i indsatsområderne. I 2006 var der i gennemsnit 44,2 % beboere på offentlig forsørgelse i indsatsområderne og 41,98 % i kontrolområderne.
Efter tre års indsats var der i 2009 i gennemsnit 40,01 % beboere på offentlig forsørgelse i indsatsområderne og 40,6 % i kontrolområderne.
Det svarer til, at der i gennemsnit er sket et fald i andelen af beboere på offentlig forsørgelse på 4,21 procentpoint i indsatsområderne og 1,38 procentpoint i kontrolområderne.
I forløbsanalysen kan man ikke genfinde den positive effekt fra områdeanalysen. Efter tre år er 60,7 % af de beboere i indsatsområderne, der var på offentlig forsørgelse ved indsatsens start, stadig på offentlig forsørgelse (og bosat i området).
Det samme gælder for 60,8 % af kontrolgruppen.
Svært at vise en sammenhæng
Ofte er det kun mindre andel af de ledige beboere i områderne, der er involveret i den fremskudte indsats. Indsatsen kan således være gavnlig for de involverede, men antallet af deltagere for lille til at det afspejles i statistikkerne.
En anden problemstilling er, at man ikke registrerer, hvordan de går for de personer, som har deltaget i en fremskudt beskæftigelsesindsatindsats.
Det er derfor svært, at påvise en direkte sammenhæng mellem den fremskudte beskæftigelsesindsats og antallet af personer, der kommer i arbejde.
Fordele ved den fremskudte beskæftigelsesindsats
I jobcentrene er det generelt vurderingen, at der er fordele ved den fremskudte indsats. Placeringen af jobkonsulenter i udsatte boligområder betyder bl.a., at:
-
Der er hyppigere kontakt med borgere på overførselsindkomst
-
Bedre muligheder for at skabe et tillidsfuldt og ligeværdigt møde
-
Den barriere, som afstanden til det centrale jobcenter kan være for de svageste grupper, overvindes.
-
Jobkonsulenterne har bedre mulighed for at arbejde tæt sammen med andre lokale aktører i området og på den måde støtte op om hinandens aktiviteter.
En vurdering fra jobcentrene er også, at de fremskudte beskæftigelsesindsatser i samspil med andre indsatser i de udsatte boligområder kan give et løft til områderne.
Når andelen af beboere på offentlig forsørgelse er faldet mere i indsatsområderne kan det netop være et tegn på, at der i disse områder generelt har været en styrket indsats, som blandt andet har ført til, at indsatsområderne i højere grad har kunnet tiltrække tilflyttere i beskæftigelse.
Læs undersøgelsen fra CFBU her