03-03-2011 | Rundt i Vollsmose
Tre lokale teenager-piger har sat sig et mål: At vise opbakning til den demokratiske udvikling, der finder sted i Mellemøsten i disse uger.
Fredag 4. marts arrangerer de demonstration med march fra Egeparken til Flakhaven ved Rådhuset. Pigerne har sat opslag op forskellige steder i Vollsmose og Odense C og delt løbesedler ud i Bazar Fyn samt været aktive på Facebook for at gøre opmærksom på arrangementet.
- Vi synes, det er vigtigt at have fokus på, hvad der sker rundt omkring i verden, selvom man bor her i Danmark, slår Nibras Aziz fra arrangørgruppen fast:
- Derfor håber jeg selvfølgelig, at der kommer så mange som muligt og er med. Også så mange forskellige nationaliteter som muligt.
Håber på bedre vilkår for alle
Nibras Aziz er 15 år gammel og folkeskoleelev fra H.C. Andersen Skolen. Hun er yngste medlem i den tre piger store arrangørgruppe. Men det er ikke, fordi hendes medsøstre er meget ældre. De er henholdsvis 17 og 19 år gamle og går begge i gymnasiet.
Alle tre har en irakisk baggrund. De håber på en fri og demokratisk udvikling i hele Mellemøsten og Nordafrika, hvor der lige nu er folkelige bevægelser og opstande i gang i for eksempel Libyen, Tunesien, Egypten, Yemen og Bahrain.
Også deres eget hjemland, Irak, fortjener i de tre arrangørers øjne bedre vilkår.
Respekt for helte og ofre
- Hvis man ser på Irak, er det jo længere fremme med demokrati end for eksempel Egypten, men det er bare en facade. Der er så meget korruption og så få ressourcer til befolkningen. To af os har oplevet at bo i Irak – også efter den ny regering er kommet til. Men alle de penge, der skulle gå til at bygge veje og så videre, går i lommen på lederne, mener Nabris Aziz, der sammen med de to andre arrangører har brugt tre dage på at lave bannere og flag:
- Men det gælder selvfølgelig også steder som Egypten og især Libyen. Vi vil støtte de helte, der kæmper for demokrati lige nu – og vise respekt til de ofre, der er døde i kampen.
Demonstrationen starter klokken 14.00 ved rundkørslen ud for Egeparken. Undervejs mod Odense C vil der blive delt løbesedler rundt. Ved Flakhaven slutter demonstrationen af med taler.