Carsten Hansen: Slut med at kalde de udsatte boliger for ghettoer

Carsten Hansen (S) på talerstolen i Vollsmose
26-10-2011 | At bo i Danmark
Nyudnævnte boligminister, Carsten Hansen (S) var helt klar i mælet, da han i dag trådte på talerstolen til SBIs (Statens Byggeforskningsinstitut) konference om ”De vilde drenge og andre udfordringer” i de udsatte boligområder.
-Hvem vil bo i en ghetto, det handler om at tale de udsatte boligområder op – og ikke ned, fortsatte boligministeren, der startede sin karriere i Egeparken som Varmemester.
I det hele taget var det en veloplagt minister, der lægger op til en ændring af arbejdet i de udsatte boligområder:
Vi skal tilbage til det langsigtede boligsociale arbejde. Det er ikke det, der trækker de store overskrifter, men det er det, der virker, understregede han.
Samtidig vil regeringen væk fra enkeltprojekter, der har en effekt, så længe ressourcerne er i området, men som falder bort, den dag projektet lukker. De helhedsorienterede indsatser skal bygge på de ressourcer, som allerede findes i området.
De boligsociale indsatser kan ikke stå alene
Det bekymrer ministeren, at så mange unge står uden for arbejdsmarkedet, og som dropper ud af deres ungdomsuddannelse. Det, der også vil virke i forhold til de udsatte boligområder var, hvis langt flere fik job og begyndte at bidrage til samfundet. Det er jo det, langt de fleste ønsker.
Med disse ord ønskede Carsten Hansen de tilstedeværende tilhørere en god konference.

Skriv din mening
Der er ingen kommentarer endnu.
|