08-06-2011 | Skole og arbejde
Beslutningen om at omdanne Humlehaveskolen til et ungecenter - det såkaldte Camp U - med uddannelsesvejledning, ungdomsskole, og forskellige Vollsmose-projekter er foreløbig blevet udsat i to uger.
Idéen er udviklet i et samarbejde mellem Børn- og Ungeudvalget og Social- og Arbejdsmarkedsudvalget. De to udvalg skulle 7. juni træffe beslutning i sagen, men begge steder strittede Venstre og Konservative imod.
Det skriver Fyens Stiftstidende.
Partierne vil ikke være med til at investere halvanden million kroner om året de næste tre år på at omdanne skolen til et nyt formål.
I Børn- og Ungeudvalget stemte partierne nej. I Social- og Arbejdsmarkedsudvalget brugte man standsningsretten, hvilket betyder, at sagen sendes videre til beslutning i byrådet.
Modstand ærgrer rådmand
Selv om pengene kan hentes i en pulje, der blev besluttet under budgetforliget 2009, vil Mai Henriksen (K), der er medlem af Børn- og Ungeudvalget, ikke sende penge efter projektet i en tid, hvor udvalget skal finde besparelser for 360 millioner kroner:
- Det er svært for os at sende flere penge efter det her med den ene hånd, når vi skal lave besparelser med den anden hånd. Samtidig er der ikke noget konkret effektmål for, hvad vi skal opnå med det her. Hvorfor skal vi bruge 1,5 million om året på noget, vi ikke ved, hvad giver af effekt, siger hun til Fyens Stiftstidende.
Modstanden ærgrer Børn- og Ungerådmand Stina Willumsen (SF), som mærker tiden rinde ud:
- Det forhaler sandsynligvis processen 14 dage, men det er ikke en katastrofe. Det er bare et ærgerligt drilleri, at man vil trække det her i langdrag, siger hun til Fyens Stiftstidende og pointerer, at det er vigtigt at investere i, at flere unge får en uddannelse:
- Det undrer mig, at de vælger at stritte imod et projekt, som er så indlysende godt. Det er et absurd argument, at man støtter idéen, men ikke økonomien. Det er mærkeligt, at det, at man sparer, skulle betyde, at man slet ikke skal skabe udvikling. Det kræver investering at skabe udvikling, og det bliver dyrt for os på lang sigt, hvis vi ikke får flere gennem uddannelsessystemet.