27-04-2011 | Helhedsplanen
Henrik Borup Nielsen, Fællesdrift
Stakke af reklamer, der flyder i kældre og opgange, skraldespande, der stinker, information, der skal uddeles, ragelse, der fylder op på svalegange, trapper og i elevatorer, og storskrald, som man lige savner en ekstra hånd til at få slæbt over på genbrugspladsen.
Det var bare en lille håndfuld af de opgaver, som repræsentanter for Vollsmoses ni afdelingsbestyrelser foreslog i en brainstorm om opgaver til det nye unge-team af fritidsjobbere, der blev omtalt i sidste nummer af Vollsmose Avisen.
Brainstormen var en del af en workshop arrangeret af Fællesdrift i Birkeparkens beboerhus torsdag 7. april. Her luftede nogle af beboerrepræsentanterne også deres bekymring på ejendomsfunktionærernes vegne. Ville ejendomsfunktionærernes jobs nu også være sikret fremover, når der blev ansat så mange unge?
- De unge fritidsjobbere er en supplerende service, som ikke tager noget arbejde fra ejendomsfunktionærerne, understreger Abdel Salam, der er formand for samarbejdsrådet for Vollsmose.
- De unge fritidsjobbere er en supplerende service, som ikke tager noget arbejde fra ejendomsfunktionærerne, forsikrer Abdel Salam, der er formand for samarbejdsrådet for Vollsmose. Arkivfoto.
De unge fritidsjobbere skal kun hjælpe med de ting, der ligger uden for ejendomsfunktionærernes arbejdsområde. Som de lange lister fra brainstormen viste, er der nok at tage fat på.
De unge kan også stå til rådighed uden for almindelig arbejdstid og i weekender. Og dertil kommer en helt anden og nok så vigtig målsætning for unge-team projektet:
- Det er også et opdragende projekt, siger Abdel Salam og fortsætter:
- Det handler om at få de unge til at føle ansvar og medejerskab for Vollsmose.
Det er et ansvar, som de første af de unge ansøgere er begyndt at ruste sig til. 20 af dem er som en del af projektet begyndt på et førstehjælpskursus ved Syddansk Erhvervsskole. Det er det første af en række kurser, der skal ruste dem til at være foregangsdrenge og –piger i deres egen bydel.