24-06-2011 | Kultur og sport
Troels Mansa og Kenneth Kongensgaard, B1909
Lørdag 18. juni var der afslutning for ungdommen i B1909, og det nyoprettede forældreudvalg var selvfølgelig tilstede og bidrog med en stor arbejdsindsats.
Dagen startede med fællessamling for alle deltagerne, som blev inddelt i nye hold på tværs af de forskellige årgange. Således var Real Madrid, Barcelona, Manchester United og flere andre store hold i aktion denne regnfulde lørdag på B1909’s opvisningsbane, hvor stadionspeaker Carsten Volder vækkede hele nabolaget med sit meget store engagement med mikrofonen, og hver en scoring blev kommenteret.
En anden populær ting var de små interviews med udvalgte spillere, hvor drengene blev spurgt om deres indsats på banen til stor interesse for de øvrige spillere.
Vejret, der ikke helt var med arrangørerne, kunne ikke stoppe de unges mod på at spille fodbold. Og der blev således kæmpet for hver en bold. Mellem kampene var der mulighed for at indtage frugt og grønt, så energien atter var tilbage til de afgørende kampe der ventede.
Foto: Troels Mansa og Kenneth Kongensgaard, B1909
Uden mad og drikke...
Efter en spændende fodboldturnering var der fællesspisning i klubhuset, hvor formanden for forældreudvalget, Maha El-Khatib, bød velkommen til alle spillere og deres forældre. Den dejlige mad fra forskellige kulturer blev indtaget med stor fornøjelse, og alle virkede til at have haft en god dag.
Vinderne af turneringen og dagens spiller blev kåret, og efter en hyggelig dag kunne man blive og se kampen mellem B1909 og FC Fyns U15-hold.
Det er absolut ikke sidste gang, B1909’s forældreudvalg afholder afslutning for ungdomsafdelingen.
- Vi håber på bedre vejr og dermed endnu flere deltagere næste gang. En særlig tak til vores samarbejdspartnere - Eurospar, Torvets Slagter, Jasim Frugt og ORI Frugt & Grønt, der blandt andet gav masser af frugt og grønt samt kød til de meget populære og specielt krydrede bøffer, lyder det fra arrangørgruppen.