Alex var den første i bussen
16-12-2011 | Helhedsplanen
Mandag i sidste uge blev en stille arbejdsdag for chaufføren i Vollsmoses lokalbus. Kendskabet var ikke rigtigt nået ud, og man må derfor formode, at det har bragt en vis glæde, da Alex Hvas fra Birkeparken steg på som den allerførste passager.
- Jeg havde mit barnebarn Sofie på to år på besøg, og hun ville gerne en tur i centeret. Så min kone og jeg benyttede chancen til at prøve den nye bus, og var så faktisk de første, der kørte med. Det var en rigtig fin tur og dejligt med sådan en bus, fortæller Alex.
Da Alex mente at de have shoppet nok for en dag, rendte han ind i et problem, som alt andet lige må siges at være kønsbestemt. Hverken barnebarn eller frue havde på nogen måde shoppet færdigt, og Alex måtte tage turen tilbage helt selv. Heldigvis var buschaufføren frisk på en lille rundvisning, så Alex kørte med en tur i ’Haverne’. Imens sørgede konen og lille Sofie for, at holde ’gang i gesjæften’ på Vollsmose Torv – nogen skal jo gøre det!
Siden er der kommet flere kunder i bussen, og en lille misforståelse som opstod på en af de første dage om, hvorvidt bussen er for alle eller tænkt til de ældre og dårligt gående, er også blevet løst: Bussen er for alle, men hvis den er stopfyldt, så gælder almindelig pli og orden om, at lade de dårligt gående komme til først. Ellers er det bare at tjekke køreplanen og hoppe på bussen.
Skriv din mening
Der er ingen kommentarer endnu.
|