Svamp i boligen skyldes ofte dårlige vaner
07-02-2011 | Helhedsplanen
Skimmelsvamp er et emne, der optager boligejere og lejere så vel som udlejere og boligorganisationer. I medierne fortælles der af og til om, hvilke problemer skimmelsvamp kan skabe for boligejere og lejere. For eksempel har fyens.dk i januar måned fortalt om en 23-årig alenemor og hendes problemer med at flytte fra en skimmelbefængt lejlighed.
Mediehus Vollsmose har talt med Vollsmoses tre boligorganisationer – Odense AndelsBoligforening, Fyns almennyttige Boligselskab og Boligforeningen Højstrup – for at høre om erfaringerne med og procedurerne omkring skimmelsvamp.
- Overordnet set handler det om, om problemet skyldes selve bygningen – for eksempel alder – eller beboernes adfærd, siger direktør Jens Pilholm fra Boligforeningen Højstrup og fortsætter:
- Generelt består boligforeningen af et godt byggeri, og der er få sager. De sager, der er, skyldes for det meste brugeradfærd, for eksempel manglende udluftning og for lave temperaturer.
Også driftschef Claus Jacobsen fra Odense AndelsBoligforening fokuserer på brugeradfærd: - Problemerne skyldes ofte beboernes levemåde, for eksempel ved mangelfuld ventilation ved kogning af mad. Claus Jacobsen oplever dog ikke de store sager med skimmelsvamp: - De små problemer, der opstår, kan ofte ordnes ved nedvaskning med for eksempel klorin. |
 |
For alle tre boligorganisationer gælder det, at problemer med skimmelsvamp forsøges løst så hurtigt som muligt. Er der tale om et lille problem, kan det ofte løses samme dag. Er problemet af større karakter, og der for eksempel skal en rådgiver eller et professionelt firma med til at tage prøver, kan der gå nogle dage.
Fyns almennyttige Boligselskab tager udgangspunkt i Boligforeningernes Landsforenings anbefalinger og forretningsgange omkring skimmelsvamp, men har også deres egen procedure til at tage vare om problemerne. Inspektør Lars Olesen fortæller:
- I Birkeparken har der været både små og store problemer med skimmelsvamp. Blandt andet er et helt rækkehus blevet renoveret for nyligt.
Alle tre boligorganisationer bruger Vollsmoses miljøambassadører. Og netop miljøambassadørerne kan skabe bevidsthed omkring udluftning og temperatur. Endvidere kan de give tolkebistand, når der er brug for det. Dette er med til at gøre procedurer og politikker mere forståelige for beboerne.
Skriv din mening
Der er ingen kommentarer endnu.
|