Skak er godt for koncentrationen, indlæringen og evnen til holde fokus på en opgave. Og så er det både sjovt og hyggeligt. Derfor har skoleinspektør Allan Feldskou besluttet, at et skakhold, der har kørt som et forsøg i foråret, skal fortsætte efter påskeferien.
Det er et blodigt slag, der udspiller sig på det sort- og hvidternede bræt. Heste, løbere, bønder og endda dronninger falder i et rasende tempo – indtil 11-årige Ebru Demircioğlu pludselig fanger 12-årige Ertugrul Dalmans konge, og spillet er afgjort.
Endnu går det meget stærkt, og der bliver ikke tænkt de store tanker om strategi, forsvar eller hvad de næste træk byder på. Men det er også endnu én af de første dage ved skakbrættet, og Ebru og Ertugrul er først ved at lære, hvordan de forskellige brikker rykker rundt. Senere kommer det gamle spils mange finesser.
- Jeg kender godt reglerne. Jeg startede med at øve mig i sidste uge på computeren. Jeg synes selv, jeg er god, selvom jeg tabte, siger Ertugrul Dalman, der går i 5. klasse på Abildgårdskolen.
- Så må du gå hjem og øve dig igen, griner Ebru Demircioğlu.
Men han griner ikke længe. Næste spil slutter hurtigt med hans egen konges fald.
Ebru Demircioğlu og Ertugrul Dalman er begge blevet grebet af det ældgamle spil på Abildgårdskolens nye skakhold.
Kommer hinanden ved
Vi er i fællesrummet på én af Abildgårdskolens ’fingre’. Her mødes en gruppe elever hver torsdag eftermiddag for at blive oplært i skakspillets dyder – og for at komme hinanden ved på tværs af årgangene.
Skoleskak-holdet blev startet op af skaklærer John Dahlberg i starten af foråret. Og forsøget med skak efter skole har været så lovende, at skoleinspektør Allan Feldskou netop har besluttet at bevilge penge til, at det kan fortsætte efter påskeferien.
- Det er et dejligt spil. Man lærer at vurdere brættet og bruge sin tid rigtigt, mener John Dahlberg, som har arrangeret skoleskak siden 1969 på forskellige skoler.
Nu bliver skakholdet, der består af cirka 15 elever, dog overtaget af én af Abildgårdskolens egne lærere, Samah Bahij.
Koncentration og fokus
Skakforsøget på Abildgårdskolen er støttet af tipsmidler gennem Dansk Ungdoms Fællesråd, der har sponsoreret 20 splinternye skakspil og 10 skakure. Tanken om skoleskak opstod hos skoleinspektør Allan Feldskou.
- En gang om året har der været afholdt DM i skoleskak på Abildgårdskolen, lige så langt som jeg kan huske tilbage. Men vi har aldrig selv haft et hold med i min tid. Det kunne da være sjovt, hvis nogen af vores egne elever blev så optaget, at de kunne være med i stævnet, siger Allan Feldskou, der flere gange har været på besøg, når skolen er blevet indtaget af skakspillere fra hele landet:
- Jeg har været meget imponeret af, hvordan 300-400 børn og voksne kan være samlet på skolen, og de bare har siddet og spillet skak, så man kan høre en knappenål falde til gulvet.
Den rolige omgang med hinanden inspirerede skoleinspektøren for Abildgårdskolen. Han mener, at der er gode sidegevinster ved at fordybe sig i skak.
- Der ligger mange spændende indlæringsmæssige ting i skak. For det første lærer eleverne at koncentrere sig og have fokus på en opgave. Så lærer de en masse om strategi, når de prøver at lægge en plan for, hvordan de skal gøre modstanderen skakmat, forklarer Allan Feldskou og fortsætter:
- Og det er klart, at en skoleinspektør som mig også er optaget af, hvis noget kan opøve elevernes koncentrationsevne som en god sidegevinst. Der er undersøgelser, der viser, at børn, som lærer at spille skak, klarer sig bedre end andre i skolen.
72-årige John Dahlberg, der startede skakholdet på Abildgårdskolen op, har spillet skak i mange år. Det første hold skoleskak-spillere havde han helt tilbage i 1969, og siden 1974 har han arrangeret DM i skoleskak på Abildgårdskolen. Det er derigennem, han kender skoleinspektør Allan Feldskou, og samarbejdet er kommet i stand.
Alternativ til fodbold
Men der er også et stort social element i skoleskak. Allan Feldskou, der følger med i skakprojektet fra sidelinien, nyder at se eleverne møde hinanden på tværs af Abildgårdskolens årgange.
- Det gør ikke noget, at det både er sjovt, og man samtidig lærer noget af det. Og faktisk har det været ret hyggeligt. Eleverne lærer hinanden at kende på tværs af skolen. Vi er jo lidt opdelt i indskoling, mellemtrin og overbygning, så det er dejligt at se, hvordan en elev fra 6. klasse kan spille mod én fra 1. klasse og på den måde lære hinanden at kende, siger Allan Feldskou, der også ser skaktilbuddet i en større kontekst i Vollsmose:
- Helt generelt går jeg ind for en bred vifte af aktivitetsmuligheder for børn. Vi har rigtig meget fodbold i sådan et område som vores. Vi har jo B1909 som nabo, så der er mange tilbud for dem, der kan spille fodbold eller håndbold, og det er jo fint for alle de unge, der kan lide at lege med en bold. Men hvad med dem, der synes, det er kedeligt. Der skal jo være aktiviteter for dem også, og der synes jeg, skak er ét af de gode bud.
De første spæde skridt med skoleskak har i hvert fald været positive, og Allan Feldskou har oplevet lutter positive tilbagemeldinger fra de elever, der er med. Derfor fortsætter skakholdet indtil videre en time om ugen med Samah Bahij som lærer – indtil det for alvor bliver sommer, og temperaturen stiger til højder, hvor livet udendørs måske trækker mere i skoleeleverne.