
ABCD-værktøjskassen er lagt frem. Der er frisk frugt og kaffe på kanden. Mødet kan begynde. Foto: Rikke Johannesen
06-02-2012 | Helhedsplanen
Af Henrik Borup Nielsen, Fællesdrift
Helhedsplanens arbejdsmetode er blevet til en værktøjskasse. Formålet med ABCD-værktøjskassen er at gøre metoden lettere at arbejde med for beboerne.
Beboerne i Vollsmose er fulde af drømme og ideer. Men hvordan får man styr på dem, så de kan blive til virkelighed? Hvordan konkretiserer vi visionerne? Hvordan kommer vi i gang med noget nyt? Og hvordan kommer vi videre, hvis vi er kørt fast i gamle vaner?
Det er den slags spørgsmål, som ABCD-metoden er til for at løse. ABCD-værktøjskassen gør det endnu lettere at synliggøre beboernes egne ressourcer og udvikle dem, så de kan arbejde videre på egen hånd.
Grib i værktøjskassen
Fællesdrift i Vollsmose har i samarbejde med firmaet Amondo, der er specialiseret i undervisningsmateriale, lavet ABDC-værktøjskassen. Den består af et inspirationshæfte, en plakat med ABCD-hjulet og en anden plakat med en tidslinje. Mødelederen medbringer blyanter, post-it-lapper, ’elefantsnot’ og en blok. Og så er der lukket op for nye ideer og tanker.
ABCD-værktøjskassen er foreløbig blevet brugt til så forskellige ting som at afklare visioner og mål for et nyt cykelværksted for beboerne, at få gang i nye aktiviteter i projekt Unge2unge samt at udvikle samarbejdet i Bøgeparkens afdelingsbestyrelse. Resultaterne har været gode.
I en ABCD-værktøjskasse vælger man selv det værktøj, man lige står og mangler. Man kan for eksempel begynde med ét af de tre temaer i ABCD-hjulet: ’Drømme og ideer’, ’Muligheder og egenskaber’ eller ’Konkrete opgaver’.
Værktøjskassen i arbejde
I Unge2unge spurgte en gruppe unge sidste efterår sig selv, hvordan de skulle få flere med til aktiviteter i området. De kendte nogle yngre drenge, der sagde, at de savnede nogle af de lidt ældre til at motivere sig, så det ikke altid endte i kedsomhed eller ballade. Der var brug for rollemodeller. Én interesse havde de alle tilfælles: Fodbold.
Her hjalp temaerne fra ABCD-hjulet. ’Ideer og drømme’ var der rigelig af. ’Muligheder og egenskaber’ kunne man gå i gang med at afdække. Den ’konkrete opgave’ tegnede sig snart - et fodbold-projekt.
Tidslinjen blev hængt op med elefantsnot ved siden af ABCD-hjulet, og med de selvklæbende post-its gav de unge hver deres bud på, hvad der skulle gøres hvornår for at få et fodbold-projekt op at køre.
Med disse simple redskaber er det nemt at nå til enighed om en plan. Resultatet kan man læse om i Vollsmose Avisen nr. 79 på side 4-5, hvor Abdikadir Hassan fra Unge2unge fortæller historien ’Fast fodbold er næsten lige så godt som fast arbejde’.