23-08-2011 | Kultur og sport
Sidste sæson kæmpede de om oprykning. Men B1909’s førstehold har endnu ikke fundet hinanden efter sommerpausen. To kampe og nul points er det indtil videre blevet til.
De rødes førstehold i Fynsserien har ikke fået den bedste start på sæsonen. De to første ligakampe er begge endt med et 0-1 nederlag. Sidste sæson var B1909 i slutspillet om oprykning. Derfor er det en skuffet B1909-træner, Kenn Due, der kigger tilbage på starten af den nye sæson.
Svær opstart
- Opstarten har været svær. Dels fordi spillerne er kommet sent hjem fra ferie, så vi ikke har været ret mange til forberedelserne. Og dels fordi oprykningskampen før sommerpausen nok har betydet, at en del af vores spillere har opbygget et forventningspres på sig selv, som det ser ud til at være svært at leve op til, siger Kenn Due, som mener, at begge kampe var mod hold, som 9’erne burde kunne slå:
- Men vi har svært ved at sætte os på spillet. Og især har vi nok manglet de færdigheder, der skal til for at finde hinanden i måden, vi kommunikerer og reagerer, når der opstår noget uventet i kampen.
B1909 har mistet nogle få spillere i sommerpausen. Men der er kommet flere til truppen, så den egentlig burde være lige så stærk som den, der løb på banen sidste sæson.
Samarbejde er nøglen
- Umiddelbart har vi faktisk en bedre trup på papiret. Men det kan man jo ikke sige, når vi ikke leverer resultater. Det har sikkert noget at gøre med, at der er kommet mange nye til. Fodbold er jo samarbejdets kunst, og derfor udebliver resultaterne, hvis samarbejdet ikke fungerer, konstaterer Kenn Due, som efterlyser mere ansvar og ro på banen:
- Som det ser ud nu, handler det først og fremmest om at få points. Vi har tabt de to første kampe. Det vil sige, at vi også kan risikere at tabe de næste, hvis vi ikke bliver bedre til at holde fokus og få glæden ved spillet tilbage. Det gælder ikke kun hos den enkelte, men for hele holdet. Alle har et medansvar for at opmuntre hinanden – og ikke bare påpege de ting, der går galt.