
Vollsmose er en ældre bydel. Det betyder at træerne og de grønne områder er veletablerede og giver både læ og skygge.
Vollsmose er navnet på den bydel i Odense, der ligger knapt fem kilometer nordøst for byens centrum, omkranset af Ejbygade, Kertemindevej, Åsumvej og Vollsmose Allé. Bydelens startede med at være et prestigeprojekt. Da det første spadestik blev taget i 1966, var det ambitionen at skabe intet mindre end et ideelt boligområde, efter alle datidens bedste principper for byplanlægning: Rummelige boliger af høj kvalitet. Store, grønne områder. En adskillelse af boliger og erhverv – og af boliger og trafik.
Alment boligbyggeri
Vollsmose er inddelt i ni boligafdelinger, der tilsammen tæller cirka 3.800 almene lejemål. Disse ejes af de tre boligorganisationer Højstrup, Odense Andelsboligforening og Fyns Almennyttige Boligselskab.
Udover de mange lejligheder og rækkehuse, der tegner Vollsmoses skyline, rummer bydelen bl.a. 12 daginstitutioner, tre folkeskoler og ét gymnasium; flere børne- og ungdomsklubber samt sportsanlæg; et ældrecenter; et indkøbsbscenter og et lille butikstorv; et bibliotek; en kirke og et sundhedscenter – og fra april 2008 også et kulturhus.
Målgruppen for de almene boliger var arbejderfamilier. Og da de første lejligheder stod færdige i boligafdelingen Granparken i 1968, var efterspørgslen da også stor.
Det skulle dog hurtigt ændre sig. Måske på grund af tidens gode økonomiske konjunkturer – der gav arbejderfamilierne mulighed for at købe eget parcelhus i stedet – måske af andre årsager. I hvert fald kunne medierne allerede i sommeren 1972 melde om udlejningskrise i Vollsmose – og oliekrisen i 1973 bød på endnu flere udfordringer for byggeriet, der kom til at stå stille i en årrække.
Da de sidste boliger langs Kertemindevej endelig stod færdige i 1982, var de oprindeligt planlagte boligblokke blevet til et-plans rækkehuse.
Og sidst, men ikke mindst: den mose, der har givet bydelen sit navn. Næsten halvdelen af Vollsmoses to km² består af grønne områder, med søer, legepladser, ridestier og andre rekreative faciliteter. Se her en video med mange af Vollsmoses grønne overraskelser
I alt bor der ca. 10.000 mennesker i Vollsmose, og du er også velkommen.