Anmeldelse: En ærlig fortælling om moderskab og psykisk sygdom

Alternativ billede tekst

Forfatter Linda Lassen er aktuel med bogen ’Rundt om Rune’, der foregår i Vollsmose og beskriver, hvordan det er at være mor til en psykisk syg søn.

I ’Rundt om Rune’ følger vi hovedpersonerne Anna og hendes psykisk syge søn Rune. Han er hjemløs i Odense med store psykiske og sociale problemer, og han har bl.a. svært ved at være i sin egen en bolig, fordi han føler sig overvåget af de andre beboere. Hans paranoia resulterer i uendelige beskeder og opringninger til Anna til stor irritation for hendes mand og øvrige familie. Da Annas mand, som ikke er far til Rune, forlader hende, både på grund af Runes sygdom, og fordi han har fundet en anden kvinde, må Anna sælge deres hus. Det er svært, og hun flytter til Vollsmose, hvor hun bliver borgerjournalist ved Vollsmose Avisen.

’Rundt om Rune’ er en stærk og ærlig socialrealis-tisk fortælling om en velfungerende familie og de udfordringer, der følger med sønnens psykiske sygdom. Vi følger Annas kamp, hvor hun fra tid til anden vælger at overhøre Runes sms’er og opringninger for at få den øvrige familie til at fungere. Og vi får et tankevækkende og gribende ærligt kig ind i en verden, der er svær at håndtere, og hvor hjælpen kan være både svær at få og give.

Linda Lassen rammer plet i beskrivelsen af et liv med evig dårlig samvittighed og følelsen af at svigte familie, venner og børn på grund af sin søns sygdom. At være mor er en ganske særlig opgave. Vi elsker vores børn, men når alvorlig sygdom rammer, så bliver opgaven pludselig en anden og desværre på bekostning af andre. Det ved jeg fra mit eget liv, og dér beskriver bogen nøjagtig den svære balancegang, skammen, skylden og afmagten.

Mødet med Vollsmose, Vollsmose Avisen og særligt med borgerjournalisten Øivind giver dog Anna en masse positive oplevelser. Når man bevæger sig ud, deltager i fællesskaber og møder mennesker, så møder man hjælp fra næsten de mest overras-kende og utænkelige steder. Det gør Anna, og sådan kender jeg også Vollsmose. Overordnet beskriver Linda Lassen Vollsmose nuanceret og på godt og ondt.

Handlingen i ’Rundt om Rune’ foregår ikke i en lige linje, og springene i handlingen fra kapitel til kapitel har undervejs forvirret mig lidt. Den er dog skrevet i letlæseligt og forståeligt sprog med masser af humor, og min læsning er foregået i en blanding af frustration, forståelse, genkendelse, latter og tårer.