Beboere planlægger affaldsindsamling

Alternativ billede tekst

Kom og vær med til at give din lokale natur en forårsrengøring, opfordrer beboere i Vollsmose, der inviterer til planlægning af den årlige affaldsindsamling.  

Samarbejdsrådet inviterer atter til affaldsindsamling i Vollsmose søndag den 22. april. Formanden ser hvert år frem til indsamlingen, som er en god kombination af en frisk gåtur og en god gerning for lokalmiljøet:

– Vi elsker vores lokalområde og vores natur. Men man bliver jo ærligt talt lidt ærgerlig, når man præsenteres for dåser og madpapir ved mosen på en almindelig gåtur. Derfor er vi igen i år med i Affaldsindsamlingen, fortæller Bjarne Andersen fra Samarbejdsrådet.

En synlig forskel
Sidste år samlede over 200 beboere ind, og Samarbejdsrådet håber på, at endnu flere støtter op om indsamlingen i år. Endnu mere håber man på, at man i ugen optil får følgeskab af flere børnehaver og skoler og at diskussionen omkring affald og bæredygtighed breder sig til køkkenbordene rundt om i Vollsmose.

LÆS OGSÅ: Kæmpe tilslutning til affaldsindsamling i Vollsmose

Arbejdsgruppen mødes næste gang den 21. februar klokken 19 i Lærkeparkens beboerhus, hvor beboere, der vil være med til sætte sit præg på indsamlingen i deres boligafdeling, er mere end velkomne.

Når den årlige affaldsindsamling løber af stablen søndag den 22. april, er det ikke kun lokalafdelingerne fra Danmarks Naturfredningsforening, der er i felten for at samle affald. De bakkes nemlig op af hundredvis af virksomheder, sportsforeninger, klubber og familier, som bruger dagen på at rydde op i lokalnaturen. Derfor er der indsamlinger i hele landet – inklusiv Vollsmose.

LÆS OGSÅ: Plastic og cigaretter forpester grønne områder