Forstå valgets ord og vendinger

Alternativ billede tekst

Det er ikke altid lige nemt at finde hoved og hale i alle de ord og vendinger, der knytter sig til en valgproces. Her får du en guide til de mest gængse af slagsen.

Blå blok: En fælles betegnelse for partier som Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance m.fl., der ofte går sammen om at gennemføre politiske beslutninger og er ’modstandere’ til rød blok.

Rød blok: En fælles betegnelse for partier som Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten m.fl., der ofte går sammen om at gennemføre politik og er ’modstandere’ til blå blok.

Byråd: En forsamling af folkevalgte politikere, der har det overordnede ansvar i en kommune. Byrådet kan også kaldes for en kommunalbestyrelse.

LÆS OGSÅ: Unge vil få andre unge til at stemme

Borgmester: Den politiske leder i en kommune. Borgmesteren arbejder fuldtid som politiker i modsætning til de menige medlemmer af byrådet, der har almindeligt arbejde ved siden af. En borgmester opstiller for et parti og vælges for fire år ad gangen.

Flytte stemmer: Hvis en eller flere vælgere stemmer på et andet parti, end de plejer, taler man om, at der er ’flyttet stemmer’.

Jordskredssejr: En overvældende stor sejr, hvor det vindende parti opnår stor indflydelse ved et valg.

Konstituere sig: De politikere, som bliver valgt til byrådet, skal blive enige om, hvordan de skal arbejde sammen. De skal fordele pladserne i de forskellige politiske udvalg, og de skal beslutte, hvem der skal være borgmester. Når de er blevet enige om det, har kommunalbestyrelsen konstitueret sig.

LÆS OGSÅ: Kommunalvalg – Hvem, hvad, hvor?

Lokalliste: Et parti, som er uafhængige af andre partier, og som kun stiller op i en enkelt kommune. I Odense opstiller fem uafhængige partier.

Mærkesager: Et parti kan have et politisk emne, en sag eller et område i kommune, som de prioriterer højere end andet.

Personlige stemmer: Når man stemmer personligt, så stemmer man på en bestemt politiker i stedet for et politisk parti.

Regionsrådet: Danmark er inddelt i fem regioner. Odense hører under Region Syddanmark. Regionsrådet er det politiske råd som styrer regionens midler, der især har med sundhed og sygehuse at gøre.

Regionsvalg: Ved regionsvalget stemmer man om medlemmerne til regionsrådet. Regionsvalget er sammen dato som kommunalvalget – tirsdag den 21. november.

LÆS OGSÅ: Hvad er regionsvalg?

Rådmand: En folkevalgt politiker, der er leder i en af kommunens forvaltninger, fx Beskæftigelses – og Socialforvaltningen, og er formand for det tilhørende udvalg, fx Beskæftigelses – og Socialudvalget.

Sofavælger: En person, der kan stemme, men vælger ikke at gøre det og blive hjemme i sofaen i stedet for.

Stemmeboks: Det lille rum, man går ind i, når man stemmer. Ofte trækker man et gardin for, så man står i fred og ro, og så ingen kan se, hvor man sætter sit kryds.

Stemmeseddel: En liste over de politikere, som stiller op til valget – fordelt på partier. Her sætter man sit kryds ud for den politiker eller det parti, som man vil stemme på.

Stemmesluger: En politiker, som får rigtig mange stemmer.

Stemmeurne: En forseglet kasse, som man putter sin stemmeseddel i.

LÆS OGSÅ: Derfor stemmer jeg til kommunalvalg

Sætte krydset: Man stemmer til et valg ved at sætte ét og kun et kryds på en stemmeseddel.

Valgdeltagelse: Dækker over antallet af dem, der har ret til at stemme, og som rent faktisk stemmer. Det kaldes også stemmeprocenten.

Valgforbund: Når flere partier står sammen i en valgkamp.

Valgflæsk: Når en politiker eller et parti lover vælgerne gode ting for at få flere stemmer.

Valgkamp: Perioden op til et valg, hvor politikerne kæmper om vælgernes opmærksomhed og deres stemmer.

Valgsted: Det sted, hvor du skal stemme. Det står på dit valgkort.

Valgtilforordnet: En frivillig person, som sørger for, at afgivningen af stemmer går, som det skal. Valgtilforordnede tæller blandt andet stemmerne efter valget.