Undersøgelse peger i flere retninger

Alternativ billede tekst

Færre beboere oplever kriminalitet som et problem i Vollsmose, trygheden er faldet, men mange vil gerne yde en indsats for naboskabet. Det er nogle af hovedkonklusionerne i undersøgelsen af naboskab og tryghed, der netop er blevet lavet for fjerde gang.

Færre beboere i Vollsmose oplever kriminalitet som et problem i bydelen, men samtidig føler færre sig trygge ved at bo i Vollsmose, end de gjorde for to år siden. Til gengæld har mange både lyst og overskud til at gøre en indsats for det gode naboskab. Det er nogle af de centrale hovedpunkter i den undersøgelse af naboskabet og trygheden, som netop er udkommet for fjerde gang siden 2009.

Beboere vil fællesskabet
Selvom der er negative udsving på tryghedsbarometeret, hæfter chefen i Vollsmose Sekretariatet, Nanna Muusmann, sig ved, at mange beboere har konkrete idéer til aktiviteter, som de gerne vil gøre til virkelighed i bydelen. Hun fortæller, at sekretariatets bydelskonsulenter har ringet rundt til de mere end 100 beboere, der i spørgeskemaet har angivet, at de gerne ville ringes op og fortælle mere om deres konkrete idé til en aktivitet i bydelen.

– Den dårlige nyhed er naturligvis, at trygheden er faldet, men den gode nyhed er klart, at så mange beboere faktisk har overskud til at gøre noget for fællesskabet i bydelen. Det giver stærkere relationer, og i sidste ende vil det have positive effekter på trygheden, men også på uddannelses- og beskæftigelsesfrekvensen, siger Nanna Muusmann.

Systematiseret viden
Nanna Muusmann forklarer, at undersøgelsen giver et nuanceret indblik i Vollsmose og de forskelle, der er mellem afdelingerne samt en pejling på, hvor og hvordan der skal sættes ind.

– Vi arbejder på at forandre Vollsmose fra at være et lukket boligområde til at blive en bydel i Odense gennem både fysisk byudvikling og social udvikling. Den forandring kan vi kun lave på baggrund af systematiseret viden fra de mennesker, der bor her, siger sekretariatschefen og understreger, at undersøgelsen aldrig vil stå alene i arbejdet med bydelen.

– Den slags undersøgelser her laves kun i udsatte boligområder, så vi har ikke noget sammenligningsgrundlag. Men den giver os en pejling på, hvor vi skal spørge yderligere ind i dialogen med beboerne, slutter Nanna Muusmann.

Den samlede undersøgelse af naboskab og tryghed i Vollsmose kan hentes her.

Resultaterne kort

• Der er sket et fald i tilfredsheden med at bo i Vollsmose – fra 65 procent i 2015 til 62 procent i 2017.

• Der er sket et fald i antallet, der ønsker at blive boende i Vollsmose i mange år – fra 46 procent i 2015 til 41 procent i 2017. Der er dog stadig flere, som ønsker at blive boende (40 procent), end beboere der ikke ønsker at blive boende (30 procent).

• Der er sket et fald i graden af tillid til hinanden – fra 56 procent i 2015 til 49 procent i 2017. Der er dog også sket et fald i graden af mistillid. Hertil kommer, at langt flere svarer ”hverken eller” til spørgsmålet.

• Der er sket et fald i antallet af beboere, der føler sig trygge eller meget trygge ved at bo i Vollsmose – fra 61 procent i 2015 til 58 procent i 2017.

• Trygheden ved at færdes alene er uændret fra 2015, hvor 54 procent også angav, at de følte sig trygge eller meget trygge ved at færdes alene i Vollsmose.
• Der er sket et fald i antallet, der oplever kriminalitet som et problem – fra 66 procent i 2015 til 61 procent i 2017.

• 54 procent svarer, at alle eller de fleste fra deres omgangskreds uden for Vollsmose har lyst til at komme i Vollsmose.

• Der er sket få ændringer med hensyn til, hvorvidt beboerne deltager i fællesaktiviteter, om end et lille fald i forhold til beboere, der ofte deltager. I 2015 deltog 18 procent hver gang eller de fleste gange, og 38 procent deltog aldrig eller sjældent. I 2017 er antallet, der hver gang eller de fleste gange deltager, faldet til 15 procent, mens det fortsat er 38 procent, der aldrig deltager.

• 5 procent af den samlede respondentgruppe svarer, at de har mange idéer til aktiviteter i Vollsmose, og at de gerne vil ringes op og fortælle om dem.