John fra Bøgeparken bygger i Hybenhaven

Alternativ billede tekst

John Martensen fra Bøgeparken er den første ledige fra Vollsmose, der er blevet en del af anlægsarbejdet i bydelen og dermed er et skridt tættere på at komme i arbejde.

Solen har kun lige sneget sig op over hustagene og kæmper for at trænge gennem disen i den vindstille morgen. Ved indgangen til Hybenhaven brydes stilheden af den monotone brummen af maskiner. Dagens arbejde er for længst gået i gang.

– Det var min drøm at starte i den her praktik. Alle har taget godt imod mig, og det er virkelig sjovt med maskinerne. Jeg elsker det allerede.

Ordene kommer uden tøven fra 30-årige John Martensen, der netop er startet i et praktikforløb gennem netværksforeningen ’Byg til Vækst’. Her skal han som arbejdsmand hjælpe entreprenør Marius Pedersen med anlægsarbejdet i Hybenhaven.

Ledige i job
John Martensen er dermed den første ledige fra Vollsmose, der skal være med til at realisere byudviklings- og infrastrukturplanen ’Fremtidens Vollsmose’.

LÆS OGSÅ: Byg til vækst hjalp Christian i gang

– Det betyder rigtig meget for mig, at jeg har fået den her chance. Jeg kom til Danmark fra Grønland for et par år siden, og det har ikke været så let for mig at finde arbejde, forklarer John og fortæller, at han på Grønland arbejdede som fisker og altså inden for en helt anden branche.

Hænderne skal sidde rigtigt
Johns praktik gennem Byg til Vækst er kommet i stand med hjælp fra Vollsmose Sekretariatet og jobkonsulent Tarek Maoued fra Odense Kommune.

– Det er selvfølgelig klart en fordel at have hænderne skruet rigtigt på. Men man kan sagtens få praktik, hvis man er ufaglært eller har erfaring fra et helt andet fag, fortæller Tarek Maoued og slår fast, at erfaring fra bygge- og anlægsbranchen ikke er et krav for at komme i et praktikforløb:

– Man starter så at sige fra nul og bygger på derfra.

Klare forventninger
Forud for den første arbejdsdag i Hybenhaven har Tarek Maoued klædt John på til arbejdet og forberedt ham på de forventninger, han kommer til at møde. Her er det vigtigste, at man kan komme op om morgenen, har lyst til at arbejde, kan overholde aftaler og at man samtidig kan finde ud af at være en god kollega.

– Jeg plejer sådan lidt firkantet at sige, at hvis ikke møder til tiden på arbejde og bliver væk uden at give besked, så skal man ikke komme dagen efter, fortæller Tarek Maoued.

LÆS OGSÅ: Beboere i praktik giver mening

Den udmelding er formanden for sjakket i Hybenhaven, Steen Hansen, glad for.

– Vi får det allerbedste samarbejde med praktikanterne, når de ved, hvad de går ind til. Jeg sørger selvfølgelig også for at få en snak med dem om, hvad de har lyst til at lave, så de kan komme godt fra start, siger Steen Hansen.

Gode kolleger
I Hybenhaven er det blevet tid til dagens første pause. Mændene forlader pladsen og søger mod skurvognen, hvor snakken hurtigt går lystigt over varm kaffe og rundstykker.

– Det er rigtig gode kolleger, jeg har fået. De er sjove at arbejde sammen med og kan godt finde på at lave lidt fis. Det kan jeg godt lide, siger John.

Arbejdet giver stolthed
Selvom arbejdet stadig er nyt, så er Hybenhaven ikke ukendt for John. Han bor i Bøgeparken sammen med sin kone og deres fire børn, som alle følger spændt med i arbejdet på sidelinjen.

– Forleden var min kone forbi byggepladsen sammen med min yngste søn. Han elsker maskiner, og han synes, det var rigtig spændende at se, hvad jeg laver. Så kan jeg godt mærke, at jeg bliver stolt indeni, siger John.

– Det har bare været rigtig spændende at starte i praktik, og jeg håber virkelig, at det her bliver min vej til et rigtigt arbejde, slutter John.

Vil du også i praktik?

Ledige i Odense Kommune, der kunne være interesserede i en praktikplads gennem Byg til Vækst, skal kontakte jobkonsulent Tarek Salim Maoued på telefon 51 46 45 66 eller
tasma@odense.dk.

Erfaring med bygge- og anlægsbranchen er ikke et krav. Men derimod er det vigtigt, at man er mødestabil, er motiveret for at komme i arbejdet og kan begå sig socialt på en arbejdsplads.