Horror skal frem i rampelyset

Martin-hoved-billede-628

Den bogaktuelle Martin Schjönning, med bopæl i Vollsmose, vil have horror-bøgerne væk fra børnehylderne og i stedet anerkendt som seriøs voksenlitteratur. Med debutromanen Afsind er han godt i gang med at bane vejen for den udvikling.

Af Mays Al Yasin og Thomas Gam Nielsen

Foto: Thomas Gam Nielsen

I marts var Martin Schjönning i Fængslet i Horsens sammen med tusindvis af andre litteraturfans, da Krimimessen blev holdt for 15. år i træk. Forfatteren fra rækkehuset i Bøgeparken var taget af sted til messen sammen med andre medlemmer af Dansk Horror Selskab for at promovere horror-litteraturen som en seriøs genre. Efterfølgende skrev den lokale forfatter et blogindlæg på sin hjemmeside med titlen ’Krimien er bare realistisk horror’. Mens krimien er blevet en stor nordisk litterær eksportsucces, lever horror-genren et liv i skyggen af sin kendte storebror.

Det kan dog ændre sig, hvis det står til Martin Schjönning. Han mener, at Danmark efterhånden byder på flere og flere forfattere, der laver velfortalte, gode og gruopvækkende horror-fortællinger. Ligesom i krimien er grundkernen det uhyggelige, men ofte optræder der overnaturlige elementer i horror-bøgerne: Monstre, zombier, fantastiske elementer eller andre dimensioner.

– Der er rigtig mange, der tror, at horror er for børn, men vi er en stor flok horror-forfattere som stort set kun skriver til voksne, forklarer Martin Schjönning.

En af forfatterens pointer er, at krimien ikke var en anerkendt genre for bare 30 år siden, så han mener, at også horror-genren både kan og bør få et gennembrud på den hjemlige scene.

 - Og der behøver ikke at være overnaturlige elementer i en bog, for at det er horror. Se bare på Ondskabens Øjne, siger Martin Schjönning med henvisning til bogen skrevet af Thomas Harris, som særligt er kendt i de filmatiserede versioner om morderen Dr. Hannibal Lecter.

Fra skrivekonkurrence til Afsind

Martin Schjönnings forfatterskab begyndte i 2011, da han faldt over en skrivekonkurrence på nettet. Hans novelle, Anonymt Bidrag, vandt plads i en novellesamling med ny dansk horror-litteratur, og samtidig opfordrede forlaget ham til at skrive en fuldlængde roman. Af forskelle årsager er der nu gået fem år, før Afsind er udkommet som hans første roman – udgivet af forlaget Kandor.

martin-02_628

Historien følger den psykisk syge Gregor. Dæmoner fra hans forvirrende fortid begynder at forfølge ham, og overalt i byen begynder ellers helt normale mennesker at begå de mest groteske og makabre forbrydelser. Gregors syge sind kan dårligt håndtere hans egne problemer, men pludselig befinder han sig også i centrum af en krise, der truer med at få samfundet til at bryde sammen. For Martin Schjönning er det uhyggeligste i bogen ikke så meget det overnaturlige og makabre, men mere det psykologiske lag i fortællingen.

– Det mest forfærdelige må være ikke at kunne skelne imellem, om noget virkelig er sket eller ej. På den måde er Afsind bygget op om noget af det, jeg selv frygter allermest, forklarer Martin Schjönning.

På rette hylde

For et par uger siden blev Afsind vurderet af en lektør. Lektører er bibliotekarer, som læser bøger og vurderer, om de bør købes hjem til danske biblioteker. Der blev blandt andet skrevet om bogen, at ’historien ikke er for sarte sjæle og kun for voksne’ – en modtagelse, som Martin Schjönning er glad for:

– Fordi den placerer Afsind i voksenreolerne, hvor den retteligt hører til.